Svensk melodisk metal af høj, høj kvalitet
Jeg tænker ofte på de metalskiver, der udkom i firserne og på, hvor langt væk de egentlig befinder sig forhold til den metal, der sprudler i alle retninger i dag. Ofte tænker jeg også på, hvor meget af det tidligere metal, der vil holde den dag i dag, og det er der jo i sagens natur meget af det, der ikke vil. Men omvendt skete der jo mange fede ting dengang i firserne… Kan du se den indre diskussion for dig, kære læser?
Og pludselig udgiver svenske Lion’s Share deres sjette studiealbum siden debuten i 1995, og lige så pludselig bliver jeg klar over, hvad der er så forbandet fedt ved meget firsermetal. Lion’s Share bekender sig uforbeholdent til den klassiske melodiske metal, med stor vægt på netop melodilinjen og det tekniske niveau.
Der er et væld af inspirationskilder, der nærmest står i kø for at gøre krav på deres betydning for skæringerne på Dark Hours. Bandet har turneret flittigt gennem årene og har spillet på et hav af metalfestivaler, og i de forbindelser har de spillet sammen med bands som Scorpions, Motörhead, Manowar, Deep Purple, U.D.O., Saxon og Dio. Nævnte bands er også gode eksempler på den klassiske tradition Lion’s Share skriver sig ind i. Der er ekvilibristiske guitarsoli, som firserne stort set byggede alt sit metal på, der er tunge grooves, der aldrig bliver helt brutale, og der er ikke mindst nogle melodier, der holder usædvanlig høj standard.
Ja, man skal vel være barn af tiden, hvor Helstar, Exciter, Def Leppard og Accept regerede som konger. Men har man kodet disse bands og den tid ind i sit musikalske dna, er det som at komme hjem, når man smækker Dark Hours på.
Det er intet mindre end klassisk, vel nærmest nostalgisk metal af den gode gamle skuffe, men udført med en superproduceret lyd og en overbevisende autoritet, der kommer lige fra underlivet. Rock on!
