For meget skrammel
Hvis man løber tør for adjektiver, kan man altid kalde Nick Cave for en mørkemand. En sort mester med hang til massemordere, sex på vrangen og americana. Det er prædikater der, selvom de lugter af klicheer, rent faktisk også ofte passer. Der er dog også en anden Nick Cave. Èn med benene godt plantet i punken.
Det var den sidste Nick Cave, altså den punkede, der stillede op på Orange scene fredag aften. En Nick Cave tættere på Iggy Pop end på eksempelvis Johnny Cash eller Tom Waits. Dette skyldes først og fremmest, at det var i denne genre, det hele startede for mørkemanden (ja, jeg løb tør), men det skyldes også, at Nick Cave med sit sideprojekt Grinderman, har genopdaget gammel kærlighed i form af støjrocken. En kærlighed der har forgrenet sig til australierens husorkester, good old The Bad Seeds. Ikke mindst er dette mere end tydeligt på seneste udspil Dig, Lazarus, Dig!!!
Så glem mørkemanden. Fredag aften var Nick cave først og fremmest en skramlende punk-rocker. Desværre var Orange scenes lyd ikke gearet til skrammel. En dårlig lyd ødelagde en del af oplevelsen. Derudover virkede bandet nærmest frebrilske i forsøget på at spille denne mega-scene op. De skal selvfølgelig havde credit for forsøget, men det forplantede sig aldrig rigtigt til det brede publikum. Koncerten forblev underlig fjern, og selv et gammelt stensikkert kort som “Stagger Lee”, kom aldrig rigtigt ud over scenekanten.
Alt i alt savnede man noget af den anden Nick Cave. En mere afslappet en af slagsen, der tror på, at man ikke behøver at larme og skramle mest muligt, for at tænde de mange fremmødte. Man savnede messen og at den dystre præst, havde taget en i hånden, og ført en igennem det mere fascinerende Cave’ske univers.
