Fesen fuser
Udover et stort show, så havde Pet Shop Boys ikke ret meget at byde på da de lukkede Orange scene lørdag aften. Modsat da de spillede på samme scene i 2002, hvor især lyden imponerede. Lyden var også god denne gang, men de fleste af bandets sange virkede underligt outdatede og ligegyldige, og man tør slet ikke tænke på hvordan oplevelsen ville have været uden det flotte show, med dansere og flytbare rekvisitter, som var der tale om et teaterstykke, der konstant skiftede kulisser. Den sterile udsmykning passede perfekt til den sterile popmusik som Pet Shop Boys leverede.
Pet Shop Boys virkede til gengæld for sterile og deres ellers gode sange fremstod uden noget af den nerve, der er nødvendig under en livekoncert – ligegyldigt hvilken genre man så bevæger sig indenfor. Derfor kom selve showet også til at overstråle musikken, der mere virkede som underlægningsmusik til et abstrakt teaterstykke.
At koncerten ikke levede op til forventningerne er ekstra ærgerligt når bandet netop har udgivet deres bedste album i mange år. Om tiden bare er løbet fra bandet, eller om Neil Tennant og Chris Lowe bare var mere uoplagte end man kan tillade sig at være hvis man skal sparke en fest i gang på Orange er svært at sige – men jeg hælder til det sidstnævnte. For musikken holder egentligt stadig langt hen af vejen – i hvert fald på album.
5-tallet er derfor også mest på grund af scenshowet – og så også for numre som “Being Boring” og “West End Girls”, der blev spillet som de to sidste numre.