Lovende déjà vu
På Roskilde Festivalen 2006 åbnede Editors Odeon scenen. En koncert der dengang fik mig til at tænke på, om der virkelig var plads til endnu et Joy Division ”cover band”. Den plads havde amerikanske Interpol ligesom sat sig på. Konklusion blev, at så længe disse bands skriver så helt igennem lækre numre er jeg ligeglad med, hvor meget og fra hvem de er (kraftigt) inspireret. Sandheden er, at alle låner med arme og ben, og rockmusik (og for det meste også elektronika) er nutidens jazz. Det er gamle koryfæer eller opkomlinge, der fortolker disse. Snart får Danmark sit første rockmuseum. Det siger vel det meste. Rock Dna’et er for længst færdigudviklet, og kun fordi det er så enkelt, ser godt ud og stadig formår at sælge sig som ungdommeligt, forbliver auraen en farve af vildskab, progressivitet og nyhed.
Tilbage til Odeon, hvor der var dømt déjà vu søndag eftermiddag, da de engelske drenge i White Lies forsøgte at overføre den engelske hype til Skandinavien. Spørgsmålet fra 2006 trængte sig på igen. Har verden virkelig brug for endnu et Joy Division-Interpol-Editors-lydende band? Der er nok en grænse for alt (selv på Roskilde Festivalen), men svaret bliver sgu det samme. Når White Lies kan skrive og fremfører så fede hits som ”Fairwell to the Fairground” og ”To Lose My Life”, skal de være mere end velkomne.
White Lies manglede noget for virkelig at brage igennem. Dertil virkede de lidt for ydmyge, og usikre på eget format (og det er ikke nødvendigt). Men Odeon var proppet, og det er en cadeau af de store, at bandet kunne få så mange mennesker til at rocke med på denne sidste festivaldag, hvor alt gør ondt, og de fleste drømmer om rene senge, flush-toiletter og stilhed. ”There is no place like home”, sang forsanger Harry McVeigh. Mine ømme fødder og støvstoppede næsebor kunne ikke være mere enig. Med White Lies var man klar til at forlade dette års festival. Farvel til den store legeplads for denne gang.
