Intetsigende Brannan
”It’s not that you’re not beautiful, you’re just not beautiful to me.” Sådan synger Jay Brannan på den ene af de to sange han selv har skrevet på In Living Colour. Om Brannans musik er smuk for andre er meget muligt, men for undertegnede bliver det ikke meget mere intetsigende, og sammenlignet med Brannan synes selv Milow synes at have noget på hjertet.
Udover Brannans to egne sange indeholder albummet syv coverversioner af sange, der oprindeligt er blevet indspillet af The Cranberries, Bob Dylan, Ani DiFranco, Joni Mitchell m.fl. Sangene er blevet lavet om til sløve akustiske numre, der enten har guitar eller klaver som det primære instrument. Eller rent a capella som det er tilfældet på DiFrancos ”Both Hands” eller kun med håndklap, og noget der kunne lyde som et rasleæg som på Dylans ”Blowing In the Wind”. Når netop dét nummer absolut skal genfortolkes for Gud ved hvilken gang, er det faktisk rart, at det er i en alternativ version – der dog allerhøjest kan kaldes anderledes. Det samme er tilfældet med Cranberries ”Zombie”, der lyder mere end patetisk og Brannan lyder mere som en konfirmand, der har indspillet et nummer han kan smide på YouTube end en mand, der rent faktisk har fået to albums udgivet på et pladeselskab.
Brannan har en fin, til tider lettere hviskende, stemme, og hvis den bare havde haft lidt mere kant ville den slet ikke være så dårlig. Det er den heller ikke nu, men den mangler bare et eller andet, der ville gøre den interessant at lytte til.
Brannans eget nummer ”Beautiful”, som ovennævnte citat stammer fra, er faktisk albummets bedste, og hvis radioerne får øjnene op for det, så skulle der nok være til et par rotationer.
