I grænselandet mellem støjende tusmørke og eventyrland
Amerikanske The National er efterhånden fast husorkester på disse breddegrader, hvor de har leveret den ene glimrende rockpræstation efter den anden. Og bandets tusmørkerock synes at passe det danske publikum vel. Denne tirsdag aften i Tivolis koncertsal var begejstringen i hvert fald tydelig, og The National levede endnu en gang op til forventningerne om en gnistrende og melankolsk performance, selvom de noget uvante rammer gjorde første del lidt stivbenet.
Efter opvarmningen, som var en duo fra Vermont med en kantet og lavmælt americana, trådte sekstetten fra Brooklyn ind på scenen, og den udsolgte sal tog begejstret imod.
På forhånd var jeg spændt på at se, om det siddende koncept i Tivoli ville kalde noget andet frem i bandet, og de startede da også med et følsomt nyt nummer, ”Runaway”, hvor Matt Berningers dybe baryton blev ledsaget af brødrene Dessners elegante guitarspil. På henholdsvis trommer og bas sørgede de to andre brødre Devendorf for et solidt fundament af skridsikker rytme.
Men allerede det efterfølgende nummer, det sprudlende ”Start A War” fra Boxer (2007), viste et band, der ikke var kommet til staden for at underspille deres rock noir. Og i det næste dusin sange fra primært Alligator (2005) og Boxer gav Berninger & Co en opvisning i det, der har gjort dem til et af de mest populære rockbands i Danmark pt.
Der var i første del en lidt nervøs stemning på scenen over det siddende publikum og de stille pauser mellem numrene, men med ”Squalor Victoria” fra Boxer fik Berninger tændt sig selv og publikum så meget, at det ikke længere var muligt at holde igen, og folk rejste sig og myldrede op foran scenen. Herfra fik koncerten et nyt gear, der tydeligvis bekom både band og publikum.
Settet ud var en hitparade med både ”Abel”, ”Racing Like A Pro” og et par nye numre, der lover godt for det bebudede nye udspil i foråret 2010. Og efter en fænomenal afslutning med “Fake Empire”, blev bandet klappet tilbage til yderligere fire ekstranumre.
I det ekstra set faldt det nye nummer ”Blood Buzz” lidt til jorden, både fordi det var ukendt for publikum og fordi det ikke rigtigt havde kadencen, men det blev der lavet om på med de to sidste numre ”Mr. November” og ”About Today”, hvor det sidste også var det eneste bidrag fra Cherry Tree (2004).
Efter en sveddryppende klatretur frem og tilbage over salens stolerygge leverede Berninger & Co en eksploderende fanfare, hvor især violinisten Padma Newsome forsøgte at save sit instrument over med de bare næver. Berusende og forførende afleverede The National således publikum til Havens eventyrlige tusmørke.
Tivolis koncertsal fungerede ikke optimalt denne aften, men det var alligevel interessant at se, hvad The National ville gøre, for at fylde de anderledes rammer ud. Den nærmest højtidelige og høflige stemning i første del viste således bandet fra en lidt anden side, men da først publikum kom op at stå, faldt rillen endelig på plads for alvor. Det er absolut en balancegang at arrangere et rockorkester til et siddende publikum, og stor ros til Tivoli for at turde satse på et band som The National. Det giver alt andet lige publikum mulighed for at opleve musikken i nogle andre rammer end til endnu en godkendt koncert på Vega.
