Publikum og band ramte aldrig hinanden
Det var først med 2008s Microcastle at undertegnede fik øjnene op for Deerhunter. Det album var til gengæld også en øjenåbner og uden at være blevet helt glad for bandets to tidligere albums, så var Deerhunters koncert denne aften i den grad en at se frem til.
Bandet indløste kun delvist forventningerne. Desværre druknede de gode melodier af og til i larm, og det er en skam når man rent faktisk ligger inde med så flotte melodier som det er lykkedes Deerhunter at strikke sammen. Når de skruede en smule ned for de syrede indslag var det dog en fryd at stå i et tætpakket Lille Vega og lade sig forføre af numre som eksempelvis ”Agoraphobio” og ”Nothing Ever Happened”.
Til trods for den til tider ret så energiske præstation fra bandets side, så var publikum unaturligt stillestående. Om Deerhunter var et andet band live end forventet, om der var bred enighed om, at de ikke leverede varen eller om der var tale om noget helt tredje er svært at sige. Men faktum var, at det larmende rockband fra Atlanta aldrig fik løftet publikum op til den fælles ekstase som vel egentligt er essensen af en god livekoncert. Bandet var ellers fyldt med energi.
Resultatet var en halvgod koncert, hvor ansvaret for at det ikke blev bedre kunne fordeles ligeligt på publikum og band. Bandet fordi det til tider blev lidt for rodet og støjende, publikum fordi de ikke greb chancen for at danse og lade sig forføre af musikken når muligheden var der.
