Fremragende Joe Henry
Trods det, at Joe Henrys første album, Talk Of Heaven, er fra 1986, har jeg læst mig til, at han først slog igennem med albummet Scar fra 2001. Jeg må med skam erkende, at Joe Henry først slog igennem for mig i 2009 med Blood From Stars. Til gengæld gjorde han det så sandelig også med eftertryk.
Henrys musikalske kunnen strækker vidt, fra alternativ country over jazz, folk og rock. På Blood From Stars fremelskes dog blueslyden, som giver associationer tilbage til det tidligere, melodiøse Tom Waits fra Closing Time og Looking For The Heart Of Saturday Night.
Pladen kommer blødt fra start med et roligt klaver-præludium, men afløses efter to minutter af den beskidte, whiskeylugtende og helt vidunderlige “The Man I Keep Hid”, som er af den opbygning, som jeg ville kalde ‘klassisk blues’.
Topklasse afløses herefter af to so-and-so numre, som hverken er dårlige eller nogen musikalsk åbenbaring. Musikken på “Channel” og “This Is My Favourite Cage” er helt igennem behagelig og en smule kedelig. Men lyrisk lykkes det dog ikke Joe Henry at fejle.
Man kunne måske frygte, at “The Man I Keep Hid” så var en heldig Henry-hitter, men han kommer stærkt tilbage med de lækre guitarriffs fra Marc Ribots hånd og holder den dybsindige, ærkeamerikanske bluesstil pladen igennem. Udover “The Man I Keep Hid” skal også “All Blues Hail Mary” og “Bellwether” fremhæves. Sluttelig også “Stars”, hvor Joe Henrys syttenårige søn, Levon, leverer en fabelagtig præstation på saxofon.
