Festlige MSTRKRFT
MSTRKRFT har altid fremstået som en bøvet og mindre sofistikeret udgave af Justice, på samme måde som Kaiser Chiefs har det til Franz Ferdinand. Det har sjældent været med et musikalsk udtryk i sigte, snarere den gode fest, og fred være med det. MSTRKRFT leverer den slagfærdige og solide bund, der tvinger dig ned i knæ på dansegulvet, imens sveden flyver fra kroppen.
Fist of God, som MSTRKRFTs seneste plade hedder, rykker ikke en tøddel ved det koncept, hvilket man kun kan klappe i sine små hænder over. Det er ikke en plade, der skal indtages uden litervis af alkohol indenbords, det er den simpelthen for dum til.
Lyden er en fuldfed og forvrænget elektrobas, der i abrupte bevægelser prøver at undgå at blive smadret af den insisterende stortromme, som er på alle numrene. Titelnummeret ”Fist of God” er en glimrende eksponent for den nærmeste overdrevne lyd som præger albummet. MSTRKRFT er et band, der kan et trick og de gør det ganske effektivt. Da berlinerne sikkert er klar over deres begrænsninger, forsøger de på nærmest naiv vis at tilføje vokaler på nogle af deres numre.
Der er eksempelvis et ganske glimrende besøg af Wu Tangs Ghostface Killah på ”Word Up”, der så ivrigt forsøger at skaffe sig lidt anerkendelse på tværs af genrer i denne tid. Nummeret er herligt åndssvagt og lyder meget som en opsummering af booty basskongen DJ Assaults samlede værker. Når karakteren så ikke bliver højere end 7 er det fordi det ind imellem bliver lidt for nemt for MSTRKRFT og fordi levetiden ikke kan strække sig til mere end to tre gode aftener i byen.
