Tung death/thrash fra århusianske veteraner
Med deres niende studiealbum er der ikke længere nogen tvivl om, at Illdisposed har cementeret deres ry som et af de mest kompetente og hårdtslående bands på den danske dødsmetalscene. Med et par albums, hvor der blev eksperimenteret lidt med formen, er bandet med både den forrige Prestige fra 2008 og deres nye album tilbage i rillen i den gammelkendte dødsmetal og thrashstil, der har gjort bandet til vel nok det mest populære i Danmark inden for sin genre. Men hvordan fornyer man sig, samtidig med at man er tro mod sine fans forventninger? På To Those Who Walk Behind Us er Illdisposed, som på Prestige, gået mere tilbage til den fortrolige veksling mellem det brutalt hurtige og hårde og et melodiøst og varieret riff, der supplerer det brutale udtryk med en kvalitet, de færreste formår at udføre.
Der er dog på deres seneste udspil en tyngde, som ikke tidligere er hørt så gennemført. Nogle af de inkarnerede fans vil formentlig ikke bryde sig om det mere tunge element, mens andre vil se det som en interessant variation af Illdisposeds udtryk.
Personligt synes jeg det fungerer fint, især når melodimaterialet har et så højt niveau, som det har på To Those Who Walk Behind Us. Der er ingen tvivl om, at numrene har fundet et lavere gear end hidtil. Trommerne ligger betydeligt tungere, og guitarerne får derved mere rum til at konstruere prægnante melodilinjer. Bo Summers vokal er heldigvis den samme, men også her er der et fravær af den mere gøende brutalitet, vi har hørt tidligere.
Slutresultatet er et album, som i mine ører har fundet et lidt andet og mærkbart tungere leje end tidligere, men som stadig har et uhørt højt teknisk niveau ved både udførslen og selve melodimaterialet.
Eneste anke er, at produktionen mangler bund. Om det skyldes, at alle numrene er indspillet af triumviratet Summer, Batten på guitar og Thomas Jensen på trommer, skal jeg ikke kunne sige. Men mere bas ville have gjort det samlede lydbillede mere helstøbt. Lad os håbe, at Jonas Kloge på bas er med, næste gang Illdisposed vælger at gå i studiet.