Et album uden sidste salgsdato
Svenske Katatonia har de sidste 18 år gennemgået en ganske langsom transformation. Siden debuten Dance Of December Souls fra 1993, der flirtede med en variation af black- og goth-metal, er Katatonia anno 2009 mere nuancerede og inddrager både metal, rock, goth og mere elektroniske klange.
Night Is The New Day fortsætter ufortrødent der hvor The Great Cold Distance slap. Kombinationen af et melodisk og svævende vers med et tungt omkvæd er stadig hjørnestenen i Katatonias kompositioner. Men selvom alt er som det plejer at være, er der på Night Is The New Day begyndt at snige sig en smule mere variation ind i numrene.
”Forsaker” starter pladen på vanlig vis med et tungt Meshuggah-lignende riff, der ganske hurtigt går over i et stille vers. Men selvom formen virker velkendt, er der alligevel noget nyt og forfriskende over ”Forsaker”. De tunge passager er blevet en tand tungere, og det skaber en større dynamik i musikken. Og det er ret symptomatisk for resten af Night Is The New Day. Det er endnu tydeligere på den efterfølgende ”The Longest Year”, hvor broen op til omkvædet indeholder et af de tungeste Katatonia-riffs nogensinde – måske det dog faktisk overgås af de tunge riffs i ”Liberation” fra samme plade. Vi taler stadigvæk små skridt, men lidt har også ret.
”Idle Blood” er til gengæld noget helt andet. Her står den akustiske guitar i centrum, og Katatonia nærmer sig på dette nummer en blanding mellem Porcupine Tree (som de varmer op for på Store Vega i København på søndag) og Opeth. Jonas Renkse lyder da også mistænkeligt meget som Opeths Mikael Åkerfeldt på ”Idle Blood”, så var det ikke fordi Åkerfeldt ikke bliver krediteret i coveret, ville undertegnede næsten kunne have svoret, at der var tale om ham på vokalsporet på dette nummer.
Night Is The New Day er spækket med gode numre, og det er svært at fremhæve enkelte skæringer frem for andre. Den slæbende ”Nephilim” sætter tempoet ned og hensætter mig nærmest i trance med et dvælende omkvæd. Og med et nummer som ”Inheritance” viser Katatonia, at de også kan skrive en regulær ballade med stryger-stykke og hele svineriet.
På det ekstremt smukke afslutningsnummer ”Departer” får Katatonia hjælp fra Enter The Hunt sanger Krister Linder, der med sin lyse, luftige og let skrøbelige stemme sætter en fed streg under sangens melankolske stemning.
Ifølge pressemeddelelsen til Night Is The New Day skulle Opeths Mikael Åkerfeldt have udtalt, at der her er tale om en af de bedste heavy plader de sidste ti år. Undertegnede kan følge Åkerfeldt langt hen af vejen, og vil faktisk også gå så langt som til at sige, at der her er tale om Katatonias bedste album til dato. Night Is The New Day er i den grad blev voldspillet på anlægget, og alle numre er særdeles langtidsholdbare, hvilket betyder, at det kommer til at køre længe på anlægget endnu.
Katatonia er uden tvivl en af sværvægterne inden for deres felt, og selvom udviklingen rent musikalsk går meget langsomt, bliver det aldrig nogensinde kedeligt eller ligegyldigt. Night Is The New Day er en gennemarbejdet plade på alle niveauer, som klart kan anbefales til alle med hang til smukke melodier og tunge guitarriffs.