Human Beatboxere, sangen om norske jänter, og en cello
Der har været en del snak i medierne om, hvad Copenhagen Jazzhouse i fremtiden skal indeholde af musikalske tilbud. Den nye musikchef, Lennart Ginman, har gjort op med forestillingen om, at man kun skal kunne høre jazz i et jazzhouse. Der skal ifølge Ginman også være plads til andre musikgenrer – bare det passer ind i den stemning og atmosfære, der er i det hyggelige spillested lige bag kirken på Strøget.
Jarle Bernhoft
www.myspace.com/jarlebernhoft
Denne aften havde Ginman inviteret en nordmand, en irlænder samt et par af hendes lejesvende til en aften med akustisk og aldeles kreativ udfoldelse. Og kreativ udfoldelse er den rette betegnelse, hvis man skal gøre sig nogle bestræbelser på at beskrive den 33-årige nordmand Jarle Bernhofts skrabede og alligevel omfangsrige soulmusik.
Bernhoft lagde ud med sit nummer ”Ever Since”, som starter med en lavmælt nynnen ned i mikrofonen, samtidig med at en rudimentær rytme bliver slået an med hænderne. Alt sammen blev optaget på noget jeg tror, hedder en loop station, hvor afmålte intervaller af optagelser bliver gentaget i sløjfer, mens nye lag af optagelser bliver lagt ovenpå som en sindrigt komponeret musikalsk lagkage. Den pjuskede nordmand med en akustisk guitar, en bas, et piano, et par mikrofoner og en loop station var alt, hvad der skulle til, for at skabe og levere et imponerende sæt blues af en usædvanlig høj musikalsk standard.
Det der ofte startede med helt basale rytmer og små byggeklodser af lyde, udviklede sig langsomt til umiddelbar og fandens iørefaldende bluesmusik med referencer til Tom Waits nedbarberede road-sang, en vokal af Jeff Buckleysk kvalitet og spændvidde og de farvedes gospel, når det swinger og buldrer allermest lystigt.
Bernhoft bor til daglig i Oslo, og på hans debutalbum Ceramik City Chronicles fra forrige måned, har han forsøgt at beskrive Oslo som den bjergtagende og farvestrålende storby, den er. Men da han sad med det endelige resultat og lyttede sine numre igennem, gik det dog op for ham, at alle sangene faktisk handlede om kvinder. Og denne aften fik vi en forsmag af hans potente blues og indiskutable musikalske talent, der fik lokalet til at gynge med. Ekstranummeret var en fast-forward gospel, akkompagneret fra salen med håndklap, og det var lige før man råbte ’halleluja’!
Bird aka Janie Price (cello, electronics), Adam Mckenzie (cello), Michael Jarvis (choir, guitar, bass) og Pelle Palm (human beatboxer)
www.myspace.com/thisisbird
Da den dansk-irske kvartet kravlede frem under scenens bagtæppe, var det med en ydmyg erkendelse af, at det nok var svært at følge op på Bernhofts festfyrværkeri af et one-man-show. Og det havde de nok lidt ret i. Der gik i hvert fald nogle numre, før Price & Co fik spillet sig så varme, at de kunne slappe af i det intime rum, med publikum placeret omkring sig ved nogle hyggelige caféborde. Det var tydeligt, at Price havde lidt svært ved at finde balancen mellem det afdæmpede og det udadvendte, hvilket var lidt ærgerligt, da hendes seneste album Girl and a Cello faktisk er et lille mesterværk af nedstemte popsange, spillet med en kærlig kant og et lunt blik i øjet. Først da hun proklamerede, at ’nu kom der et cover-nummer’, fik hun med det gamle Morrisey-nummer ”Some Girls Are Bigger Than Others” pustet noget af den glød og faktisk ret originale tone ind i showet.
Det samlede sæt bestod af både nye og ældre numre, men især numrene ”Bad Connection”, førnævnte ”Some Boys” og ”Wind it up” fra Girl and a Cello fungerede rigtigt godt.
Forud for koncerten var jeg meget spændt på, hvordan Janie Price ville præsentere sit originale low-fi-pop, men jeg blev absolut glædeligt overrasket ved det regulære band, der gav kompositionerne en helt anden rytme og energi, der fungerede godt på scenen. Og da Janie Price leverede opretstående trommespil, iført orange sneakers, i noget der nærmest lignede en jam-session, viste det bredden i Birds musikalske projekt. Der er både plads til den underspillede perle og til den udadvendte, halvpunkede energi på scenen med både Jarvis’ underliggende guitarspil og i høj grad med Pelle Palms rytmiske human beatbox, der gav sættet et anderledes drive og friskhed, i forhold til originalerne.
Alt i alt en aften i selskab med to fantastiske musikere med hver deres projekt, som med ganske få hjælpemidler skabte både swingende og bragende god underholdning for det fremmødte publikum i Jazzhusets underetage – hvor lyden i øvrigt var rigtig god i det højloftede rum.
Når man ser på programmet for Copenhagen Jazzhouse, kan man konstatere, at der heldigvis stadig bliver spillet traditionel jazz også i den kommende tid. At den nye musikchef udvider repertoiret med musikere som Bernhoft og Price viser i mine øjne blot større udsyn mod det pulserende musikalske landskab, end det snæversyn, som programmet bliver kritiseret for at repræsentere, ved ikke udelukkende at fokusere på traditionel jazz. Denne aften bekræftede i hvert fald med al tydelighed, at man sagtens kan spille blues og powerpostpunkpop af den sjældne slags også i et jazzhus.
