00’ernes 30 bedste albums: #27
Fleet Foxes kan måske bedst kategoriseres som et fænomen, der ramte den internationale musikscene i slutningen af det forgangene årti. Som et eventyr, der forførte lytteren og åbnede en verden af smuk musik og sublime musikalske fortællinger.
Sammen med bands som Iron & Wine og Band of Horses var Fleet Foxes med til at skabe en musikalsk trend, hvor ternede skjorter, fuldskæg, akustiske instrumenter, veldrejede korarrangementer samt flittigt brug af rumklang dominerede.
Det hele startede da den Seattle baserede kvintet udgav deres selvbetitlede fuldlængde album i 2008. Allerede før udgivelsen af albummet havde de mest toneangivende rockmagasiner, på baggrund af bandets Sun Giant EP, spået dem en lys fremtid, og da Fleet Foxes endelig udkom, blev det klart for enhver, at hypen var velfortjent.
At netop denne plade kan kaldes et af årtiets bedste er selvfølgelig en individuel sag, men grunden til at undertegnede mener at Fleet Foxes fortjener en ekstraordinær applaus skyldes blandt andet bandets geniale måde at forene traditionel americana og velspillet folk med smuk og blød pop, der hænger fast i kroppen længe efter, at anlægget er blevet slukket.
Pladen er ligeledes et kerneeksempel på den føromtalte tendens, hvor den akustiske og tilbageskuende musik dyrkes. Det er her oplagt at drage paralleller til 60erne og 70erne med bands som The Band og Crosby, Stills, Nash and Young. Det særlige ved Fleet Foxes er, at den formår at være tro mod traditionerne, og samtidig optimere lyden, så den passer til nutiden. Hvor den amerikanske sangskriverstil har affødt kunstnere som Joanna Newsom, Devendra Banhart og CocoRosie indenfor psych-folk bevægelsen, har Fleet Foxes i højere grad valgt en mere traditionsbunden retning, der gennem iørefaldende instrumentharmonier og smukke hymneagtige melodier, skaber et tryllebindende drømmeunivers, hvor vokal, tekst og instrumentering smelter sammen til en perfekt substans. Et særligt kendetegn ved pladen er de overbevisende vokalharmonier, der konstant bygges op og trækker en rød tråd gennem hele albummet.
Når man taler om Fleet Foxes er det samtidig vigtigt at fremhæve forsanger Robin Peckholds tekst- og sangunivers, der med en upåklagelig klang og sjælden sårbarhed givet albummet et særpræget udtryk, der gør Fleet Foxes sublimt og unikt. Med musikalsk overlegenhed formår han at tegne billedesymbolik, som kun få kan det. Dette kommer blandt andet til udtryk i nummeret “White Winter Hymnal”, hvor Peckhold synger ”…and Michael, you would fall and turn the white snow red as strawberries in the summertime”, eller som det lyder i “Meadowlarks”: ”Hummingbird, just let me die, inside the broken holes of your olive eyes”.
På en plade af denne kvalitet, fortjener hvert enkelt nummer at blive fremhævet. Alligevel er der særligt to numre, der gang på gang bliver ved med at fange min fulde opmærksomhed, selv efter utallige gennemlytninger.
Måske er det vokalernes charmerende fortolkning af tekstmaterialet, måske er det instrumenternes øredøvende nærvær, men jeg mener bestemt at både “Your Protector” og “Blue Ridge Mountains” er lysende perler, der cementerer Fleet Foxes’ enorme potentiale. De fem musikeres sammenspil er uovertruffent, tight og fejlfrit. Samtidig rummer begge numre en ægthed, hvor instrumenternes vekselvirken mellem stilhed og eksplosion får hjertet til at banke i takt og de små hår i nakken til at rejse sig.
Fænomenet Fleet Foxes er kommet for at blive og fortjener at være i kategorien blandt årtiets bedste albums. Hvis rygtet taler sandt, kan fans allerede nu begynde at glæde sig til endnu en udgivelse i 2010. I mellemtiden kan interesserede fordybe sig i trommeslager Josh Tillmans soloprojekt Year in the Kingdom. Men det er en helt anden historie.
