00’ernes 30 bedste albums: #15
I 80’erne og 90’erne var kvinderne stærkt repræsenteret i musikbranchen. Navne som Anne Linnet, Lis Sørensen og Sanne Salomonsen satte på det kraftigste deres aftryk i en tid, hvor rockmusikken bejlede til flere generationer hos publikum.
Det seneste årti har det dog skortet lidt på store kvindelige personligheder inden for musikken. Kunstnere som Marie Frank har forsøgt sig uden det helt store gennembrud, mens Kira Skov ligeledes ikke har opnået samme status som den ældre generations koryfæer.
Der er dog alligevel én sangerinde, som i den grad har sunget sig ind i hjerterne på hele befolkningen. Tina Dickow har stille og roligt bygget sig en karriere op fra sin base i London, og med seks albums i bagagen har hun bevist, at hun har en nærmest uudtømmelig kilde til kompositioner.
Dickows fjerde album Count To Ten (2007), efterfulgte det kommercielle gennembrud In The Red (2005), som hun udgav på eget selskab. På forgængeren havde singlen ”Nobody’s Man” været en sand landeplage i radioen, og derfor var det spændende at se om Count To Ten kunne opnå samme succes.
Da første single ”On The Run” ramte radiostationerne stod det hurtigt klart, at Count To Ten sagtens kunne hamle op med forgængeren. Sangen blev voldspillet i radioen, og det samme blev de andre singler fra albummet.
Count To Ten begynder med titelnummeret, hvor Tina Dickow starter helt alene på guitar og vokal, og i løbet af nummeret kommer der flere og flere instrumenter på uden at det på noget tidspunkt virker overlæsset. Sang nummer to, førnævnte ”On The Run”, er et naturligt valg som førstesingle, da dens catchy omkvæd og opløftende stemning gør nummeret særdeles radiovenligt. ”Night Cab” er ligeledes et feelgood-nummer, hvor Tina Dickow viser sig fra sin country-side.
”Sacre Coeur”, der også har hærget radiostationerne, er et af de mere afdæmpede numre på pladen. Mens Tina Dickow på uptempo-numrene beviser, at hun sagtens kan skrive varme hits, så viser balladerne en anden side af sangerinden. Hun forstår nemlig også at være følsom, og på ”Open Wide”, ”Cruel To The Sensitive Kid” og ”You Know Better” er det helt sublimt. Sidstnævnte har flere gange efterladt undertegnede med halvvåde øjne – det bliver næsten ikke smukkere end det.
Der findes ikke et eneste overflødigt nummer på Count To Ten, og tracklisten beviser at Tina Dickow er en habil sangskriver, der bare ikke stiller sig tilfreds med halvfærdige numre som fyld hen mod slutningen af sine plader.
Tina Dickows tro følgesvend Dennis Ahlgren har som det er tilfældet på det fleste af Dickows plader ageret producer – et job, han helt bestemt har gjort godt. En af Count To Tens absolutte styrker er nemlig, at albummet ikke er for poleret, hvilket man ellers kunne have frygtet. Hist og her hører man den metalliske knitren fra guitarstrenge samt trommer der lyder helt naturlige, som var det live. Det giver pladen et dejligt organisk udtryk, og al credit til Tina Dickow for ikke at forfalde til total strømlining efter succesen med In The Red.
Count To Ten er Tina Dickows højdepunkt i karrieren, og da både de forrige og efterfølgende udgivelser bestemt ikke er dårlige, tyder det på, at Tina Dickow vil få en lang karriere lige som Sanne, Anne og Lis.
