00’ernes 30 bedste albums: #14
Lad det være sagt med det samme. Arcade Fire er et band, der er helt sit eget.
Det er en mørk, dunkel verden, hvor sindet brænder og engle synger om død og sorg. Og så er det fandens smukt.
Det canadiske indie-rock band udkom med deres debut Funeral i 2004, men det var deres udgivelse af Neon Bible i 2007, der for alvor gav bandet den kommercielle succes, som de så inderligt fortjente. Båret frem af ægteparret Win Butler og Régine Chassage, og med geografiske søskende som blandt andre Broken Social Scene og The Decemberists, har Arcade Fire skabt et musikalsk univers, der på en gang er komplekst, storladent, voldsomt og mørkt, men samtidig rummer en musikalsk skønhed af sfærisk ynde. En genrebetegnelse ikke mange bands kan prale af, men måske er en egentlig genrebetegnelse heller ikke tilstrækkelig, – til det er musikken for mangfoldig.
Grunden til at netop Neon Bible fortjener at blive fremhævet som et af årtiets bedste er i den simpleste forstand, at albummet tør udforske musikken på en måde, som kun få andre bands gør – både hvad angår de musikalske kompositioner men også i en tekstrelateret sammenhæng. Den musikalske dristighed ses først og fremmest ud fra det faktum, at pladen blev delvist optaget i en gammel nedlagt kirke i Montreal. Albummets numre prydes således af både kirkeorgel såvel som harmonika, harpe, strygere og mandolin. En kombination der skaber en unik klang, hvor brusende lydflader og nærmest ceremonielle stemninger fanger lytteren i en musikalsk åbenbaring.
En anden unik egenskab ved Neon Bible er det lyriske univers, der udpensler sindets skyggesider og i nærmest guddommelige strofer beskriver stormen inden i mennesket. Teksterne kredser om emner som død, indre dæmoner og fortabt barndom, som på ”Intervention” hvor Win Butler synger: ”I can taste the fear / lift me up and take me out of here / Don’t want to fight / don’t want to die / I just want to hear you cry.” Eller i den pompøse ”My body is a Cage”, hvor Butlers klagende stemme, akkompanieret af et overdådigt orgel og et guddommeligt gospel kor nærmest messer ”Set my body free.”
Men selv med tekster om sorg og ødelæggelse ender Neon Bible aldrig i et deprimerende møde med Gud, for trods den larmende melankoli er albummet fuld at håb, kærlighed og intimitet. På magisk vis har det musikalske kollektiv formået at lave et album, der skaber en nærmest euroforisk stemning, som i nummeret ”Keep the Car Running” eller ”No Cars Go” hvor man som lytter bliver hvirvlet med af de pumpende rytmer, staccerede klap og fremadrettede korharmonier. Selv på nummeret ”Oceans of Noice”, hvor den mørke palet dominerer, drukner bandet aldrig i de dybe følelser. For i stedet for at svælge i ulykke er Neon Bible et gennemtænkt og velovervejet album, hvor original instrumentering, perfekt mand/kvinde vokal og et mangfoldig genreudtryk er de bærende elementer.
Det ekstraordinære ved Neon Bible er således dets evne til at skabe en tidløs verden, hvor musikken kan være afløb for menneskets inderste tanker. Neon Bible tør meget, og dybden i musik og tekst er utrolig befriende. Måske netop derfor er albummet så genialt.
Der er ingen tvivl om Neon Bibles kvalitet. Med adskillige topseating på de internationale musiklister og en vellykket “Neon Bible-tour”, må albummet i den grad siges at være blandt et af årtiets mest omtalte og indflydelsesrige. Som en ekstra bonus havde vi danskere derudover fornøjelsen af at nyde bandet i samarbejde med den franske filminstruktør Vincent Moon, under dette års CPH:DOX filmfestival, i art-dokumentaren Miroir Noir.
Arcade Fire har planer om at udgive deres tredje album i maj 2010. Forhåbentlig bliver det lige så mørkt og smukt som de to forgangende albums.
