Jetpetz: Mind Spiderz

Meget kan man tilgive, hvis tungen spiller i kinden og hånden har et solidt greb om bollerne i de stramme, røde læderbukser. Men numrene og ikke mindst produktionen er alt for pæn på dette udspil.

cover-jetpetz-mindspiderz-2010-300x300

Kølig tyggegummipoprock

Dette andet udspil fra kvartetten med en kølig Lisbet Frisenette på forsiden indeholder lige dele halvtredserstemning og firserromantik med kantede poprockballader. Alligevel holder standarden ikke mål med det spændende debutudspil fra 2007, der havde langt mere kant og nerve og ikke mindst et bedre sangmateriale. På Mind Spiderz er sangene igen skåret over samme læst, men der er slet ikke det samme glimt i øjet eller det frække vrid i hoften, der tidligere bar de noget klicheprægede refrænnumre rent hjem. Meget kan man tilgive, hvis tungen spiller i kinden og hånden har et solidt greb om bollerne i de stramme, røde læderbukser. Men numrene og ikke mindst produktionen er alt for pæn på dette udspil. Der er ikke det store perspektiv i musikken og idéerne holder simpelthen ikke kvaliteten, selvom Frisenettes vokal stadig har en vrængende skønhed, og der momentvist kommer lidt vred i strengene på Kampmanns guitar.

På ”I Heard It On the Radio” læner de sig lige lovlig meget op ad Blondie, og på “Shine a Light” går det helt galt med en sukrede popmelodi, der har et velklingende refræn, men så heller ikke meget mere. Med spænding bladrer man frem til ”Sex, Drugs & Rock’n’roll”, der trods alt i temaet har forventningen om bid og tempo. Men igen lander Jetpetz ved siden af konceptet og bliver mere Sailor og Racey end Blondie og Transvision Vamp, hvilket er drønærgerligt, for der er masser af talent i bandet. Og hvis numrene fik en ordentlig tur med stålbørsten og fik fjernet det pæne fernislag, ligger der faktisk stadig en masse potentiale – ikke mindst i Frisenettes vokal og Janus Kampmanns guitar, der for begges vedkommende virker underligt uforløste på dette album. Kom igen, Jetpetz, og skru op for farligheden næste gang. Så skal det nok iklæde de solide refræns den nødvendige kant. En kant, som endelig kommer til udtryk til sidst på albummet med ”Let the Spiderz Scream” og ”Scream at the Model”, men da er det alt for sent. Helhedsindtrykket er for pænt og for kultiveret, og jeg savner i høj grad det uventede og det personlige.

Written By
More from Carsten Meedom
På stop med en cello gennem Europa
Interviewet med Janie Price aka. Bird er både en introduktion til tv-programmet...
Read More
0 replies on “Jetpetz: Mind Spiderz”