Det er altid spændende når der er nyt fra Bjørn Svin, dansk elektronisk musiks repræsentant på den internationale scene når det kommer til de lidt mere arty kringelkroge. Nu er der endeligt nyt fra Ringsteddrengen, og som altid har Bjørn Svin frækheden til at lade hånt om jantelov og give et nyt bud på minimalistisk tekno i 2010-version.
Den elektroniske scene lider for tiden under besværlighederne ved at skulle iscenesætte sig selv på ny i en tid, hvor den ikke længere frem for alt lever af at være Den Nye Musik. Det er yderligere forstærket af den 80’er revival, vi har haft igennem nogen tid – og her er den elektroniske musik i hvert fald ikke underrepræsenteret. Så elektronisk musik er ikke længere som udgangspunkt lyden af fremtiden. Det burde være et dilemma for de kunstnere, der stadig ter sig som avantgardister, at placere sig ind i det kronologisk spændingsfelt som den elektroniske musik aldrig udgør. Men det er det desværre ikke, og derfor bærer så megen elektronisk musik for tiden præg af en slags ”meta-anakronisme”, som får den til at lyde uvedkommende. Og det bærer Browen desværre også præg af.
Alligevel trænger Browen bedre igennem end meget af den øvrige elektroniske musik, der sendes ud for tiden. Hele albummet klinger på en gang legesygt og impressionistisk. Der er lidt Autechre over de drilske spor, der skifter fra ambient til metalliske rytmer og blip-blop lyde. Først efter et par gennemlytninger begynder melodierne at træde frem fra deres skjul bag de underfundige lydbilleder. Og det er her, Bjørn Svin træder ud af den spændetrøje, som et genretilhørsforhold udgør. Hvor den elektroniske musik lader hånt om musikalske konventioner, lader Bjørn Svin for sit eget vedkommende hånt om denne uafhængighed og bevæger sig ubesværet ind og ud af den.
Det er først lidt trættende at slæbe sig igennem et helt album med variationer over det samme minimalistiske antitema, men når man ved gentagne gennemlytninger begynder at lære pladen at kende, skaber genkendelsen den fortrolighed, der gør Browen til en behagelig oplevelse.
Bjørn Svin stiller på Browen store krav til lytteren, men det er værd at sidde igennem
