Nærvær og ømhed i køligt, elektronisk snelandskab
Er du til Brian Eno-inspireret elektronisk (vel)lyd, bør du tage vandrestøvlerne på og begive dig ud og ind i SubtractiveLAD’s, aka Stephen Hummels, uendelige snelandskab som er en både begivenhedsløs og fantastisk sjælevandring.
Canadiske Hummel har med sit sjette studiealbum kreeret et på samme tid universelt og dybt personligt lydepos. Med en fortid som sanger og jazzsaxofonist har Hummel bevæget sig betydeligt væk fra sit oprindelige udgangspunkt og over i den elektroniske ambient og postrock, hvor de musikalske grænser konstant er under blid beskydning fra den følsomme og kreative canadier. På nogle af sine tidligere albums har der været beats og distortede guitarflader, der har stået i buldrende kontrast til de tyste og sagtmodige keyboardflader. På Life at the End of the World har keyboardet taget fuldkommen over i et lydligt univers, hvor kun pianoanslag og bruset fra en musikalsk konkylie modellerer sig gennem et tid- og nærmest konturløst landskab. Men er man først suget ind i det bølgende univers, dukker små myriader af detaljer, strømninger, stemninger og nuancer op overalt. Som skyggebilleder på nethinden flimrer Hummels musikalske rejse sig ind i bevidstheden og udvider sig indefra. Der er ikke tale om afgrænsede skæringer, der starter og stopper i det fysiske rum, der er tale om forløb og erfaringer, der forløser sig gennem lyde og antydninger af anslag.
Stephen Hummel var netop blevet far, da han begravede sig i studiet med dette album, og om denne skelsættende oplevelse er en slags tematik, er ikke usandsynligt. Første skæring hedder således ”Beginning Again” og albummet lukkes med ”Always Ending”. Imellem disse poler ligger numre som ”The Deep and Lovely Quiet”, ”Once the Stars Have Been Washed From the Sky” og ”With Eternal Lids Apart”. Det er med andre ord de store følelser om Altings Begyndelse og Slutning og om de universelle tanker og tilstande, et nyfødt menneske kan hensætte os i som følende væsener, der er på spil her. Det virker, som om disse følelser er udgangspunktet for Hummels egen personlige rejse, som han byder ind til med blide og stemningsmættede penselstrøg.
Der er et totalt fravær af beats og rytme, til gengæld er der en følsomhed og tilstedeværelse i det elektroniske ambient, som alligevel ikke rigtigt er hverken ambient eller postrock. Hummel trækker på de store klangflader som Eno og Tangerine Dream var bannerførere for i 70’erne, med en varme og indlevelse, der ikke harmonerer med den moderne elektroniske musiks ellers meget kølige og distancerende fernis.
Life at the End of the World er en meget emotionel oplevelse, og det har tydeligvis været en lige så følelsesmæssig skabelsesproces for Hummel selv. Albummet er på mange måder en både-og-oplevelse. Der er sne og kulde i knitrende anslag og på omslaget, og der er varme og nærhed i de ømme detaljer, der langsomt åbner sig som en skrøbelig blomst i forårssolen. Der er uendelige og langstrakte vidder, og der er en øjebliksstemning, der låser lytteren fast her og nu. Der er fravær og intet, og der er nærhed og altet. Hummel favner begge poler. Det er ubeskriveligt, og det er ubeskriveligt smukt.
