Et halvt minut fra fiasko
Global opvarmning. Stigende forurening. Klimaforandringer. Jorden har det rigtig hårdt, og vi skal stå sammen for at skabe forandringer. Det er den krig, vi sammen bør kæmpe, og det er temaet på seneste udspil fra amerikanske 30 Seconds to Mars, der har fået titlen This is War. De enkelte interviews jeg op til udgivelsen har læst med trioen, har været i teenage-magasiner med overskrifter som “Red jorden med 30 STM” og “Bliv grøn med 30 STM” og har i langt overvejende grad omhandlet global opvarmning og grønne tips til læseren. Det er velment og bestemt ikke uvæsentligt, men det virker både lidt letkøbt og sent at promovere sig selv på den måde lige nu. Samtidigt efterlader det læseren og lytteren med en stor opgave med at skulle tilkæmpe sig et indtryk af, hvad 30 Seconds to Mars egentlig vil rent musikalsk.
Det er ikke kun denne grønne emballage der forstyrrer mig på albummet. Gennem hele deres karriere har trioen rodet rundt i logoer, symboler og slogans. Det fortsætter på This is War, og det forekommer overfladisk og tager en masse fokus fra bandets egentlige formål med det hele. Logoer med fugle, pile og dødningehoveder og udtryk på både latin, fransk og tysk kan albummet slet ikke bære.
Og her slutter rodet ikke. 30 Seconds to Mars har endnu flere påfund denne gang. This is War udkommer med 2000 forskellige covers med billeder af 2000 forskellige fans. Derudover indeholder stort set alle albummets 12 skæringer kor-sekvenser, som er optaget forskellige steder i verden af kor bestående af fans. Det lyder mest af alt som børnekor, og det siger måske lidt om alderen på fans af trioens blanding af storslået synthrock og emocore. Budskaberne er skåret ud i pap både i promoveringen og på selve albummet, og det er er nok også primært hos teenagere at disse let fordøjelige budskaber vinder fascination.
Lige så meget som 30 Seconds to Mars’ rodede univers fylder i denne anmeldelse, lige så meget har det forstyrret mig, mens jeg har lyttet til gruppens tredje album. Musikalsk beretter forsanger Jared Leto om inspirationskilder som Pink Floyd, Björk, The Who, The Cure og Depeche Mode, og her hjælper han mig ikke det mindste i mit forsøg på at finde en retning i deres vej. Genremæssigt har de hidtil bevæget sig inden for den mere storladne emorock, og det har de forsøgt at give endnu et løft på This is War. Målet er på lang sigt sikkert interessant og velment, men midlet som 30 Seconds to Mars har gang i lige nu, lader til at lede både dem selv og lytteren på vildspor. De bevæger sig rundt i emorock, synthrock og ballader, og der synes hverken at være hoved eller hale i projektet.
30 Seconds to Mars har villet alt for meget på én gang, og det har resulteret i et album med mange overflødige elementer og løse ender. Potentialet er der, og der er flere numre på This is War, der vidner om, at Jared Leto, Shannon Leto og Tomo Milicevic er blevet mere modne og bedre rent musikalsk. Det er ikke lykkedes dem at formøble dette på This is War, men efterlader mig dog med håbet om, at de i fremtiden får skåret ind til benet og kommer ind til kernen af deres mange gode intentioner.
