Finsk metal-supergruppe imponerer stort
Sidst undertegnede anmeldte et dødsmetal-album var da Swallow the Sun udgav deres fremragende album Ghosts of Loss helt tilbage i 2005. Siden er det blevet til et par anmeldelser af ligeledes finske Amorphis, hvor den rene vokal efterhånden har vundet så meget terræn, at det næppe kan kaldes dødsmetal længere. Bandet er dog blevet mere og mere populære og formåede endda at ligge nummer et på den finske albumhitliste med Eclipse (2006).
Og hvorfor er det så relevant at nævne disse to bands i forbindelse med en anmeldelse af Barren Earth? Jo, for Barren Earth er faktisk lidt af en finsk metal-supergruppe bestående af Mikko Kotamäki, forsanger i Swallow the Sun, Olli-Pekka Laine og Kasper Matenson, begge ex-Amorphis, Janne Perttilä fra Rytmihäiriö, Marko Tarvonen fra Moonsorrow og Sami Yli-Sirniö fra Waltari. Så selvom Curse of the Red River er Barren Earths første fuldlængde album, så er det ikke novicer, der står bag.
Stilen ligger mest op ad Swallow the Sun, men med langt flere passager, hvor den rene sang får plads til at folde sig ud, og uden at der går Amorphis i den, så er det tydeligt, at især keyboardspilleren har en fortid i dette band. Opeth er en endnu en oplagt inspirationskilde. Og når Barren Earth er mest afdæmpet, så er Dan Swanös Nightingale-projekt bestemt også indenfor rækkevidde.
Curse of the Red River er et metalalbum, der blander genrerne godt og grundigt, og der kommes omkring prog. rock, doom, lidt folk, heavy metal og aggressiv dødsmetal. Undertegnede holder mest af sidstnævnte side af bandet, men det, der gør dem virkelig interessante er bandets skift mellem genre og tempo. Ikke bare på albummet som helhed, men også på de enkelte sange. Det ene øjeblik sidder man og lytter til et afdæmpet doom-nummer, for i det næste at lægge ører til aggressiv melodisk dødsmetal eller en klassisk guitarsolo. Og det fungerer som det skal.
Fans af Opeth, Edge Of Sanity, Amorphis, Swallow the Sun og ligesindede skal ikke snyde sig selv for at give Barren Earth et lyt. For på trods af, at der ikke er meget nyt under solen, så er albummets ni numre det bedste metal jeg har hørt i meget lang tid.
