Black Rebel Motorcycle Club leverer varen på deres nye album
Femte studiealbum fra de amerikanske mørkrandede rock’n’rollere, Black Rebel Motorcycle Club, er et på mange måder fedt album. Men her og der er det faretruende tæt på at være for meget stil og for lidt nærvær og indhold.
Men selv når den amerikanske rocktrio, der for tiden har Leah Shapiro på trommer, laver en i kanterne lidt for stiv genreplade, så er de et solidt og fornøjeligt bekendtskab. De mestrer som få andre bands at skabe et energisk og levende lydbillede selv når de trækker rigtig meget på forbilleder som især The Jesus and Mary Chain. Men Black Rebel Motorcycle Club kan også læne sig lidt for mageligt op af genrekarakteristika og sort æstetik, så det ender med at lyde lidt for tænkt og en smule for lidt følt. Det er en balancegang, som bandet oftest klarer til topkarakter, men ved en af deres tidligere koncerter på Vega oplevede man dem en anelse i selvsving. Og sådan er det også her og der på nyeste skive.
Hvis der er en ting, som rebellerne lykkes rigtig godt med på Beat The Devil’s Tattoo, så er det at flette den fuzz-drevne, snavsede og støjende rock’n’roll sammen med de roots-baserede inspirationer, der pludselig sprang frem på bandets treer, albummet Howl. Dette betyder så ikke, at det nye album er konsistent i sin helhed, for dertil er sangskrivningen på albummet sine steder lidt for vaklende hvad angår opfindsomhed. Men lyden, udtrykket og masser af steder et lækkert elektrisk drive gør, at Beat The Devil’s Tattoo holder.
Albummet kunne uden tvivl have vundet en del ved en mere stram og koncentreret struktur, for den lange spilletid – godt 65 minutter – fremstår allermest som ufokuseret ødselhed. Men igen, når Black Rebel Motorcycle Club er bedst, så er det band i en klasse for sig selv, og dette beviser de også på dette seneste opus.
