Indtryk fra en Kælderverden
”Hvad fanden, det ligner et kæmpe tissehus”, udbryder min ledsager denne aften, da vi nærmer os bygningen, som knejser stolt i natten på en lille bakketop. Stedet var iklædt det pompøse og storladne navn Templet, og det lignede i sandhed en forstørret udgave af et offentligt aftrædelsesrum, som man ville have bygget det i romerrigets tidsalder. Stort og småt på samme tid.
Indenfor er det også, som om man er Gulliver på besøg i lilleputternes verden. Selve spillestedet er som et stort klasselokale, hvor bandet skal spille på katederet i den ene ende. Heldigvis er øllerne af normal størrelse, og snart bliver rummet fyldt af et forholdsvist ungt publikum, som igen understreger stemningen af, at man har forvildet sig ind i en ungdomsklub. Der er dog også noget behageligt ramponeret og skramlet over stedet, der leder tankerne hen på en forstadsudgave af det gamle Barbue.
Aftenens første navn var trioen Terminal fra Varde, der albumdebuterede sidste år med Bring Forth the Few. Jeg så faktisk frem til at høre de tre Varde-drenge, da de havde skruet en ganske habil omgang kompetent powerrock sammen, som jeg var overbevist om ville gøre det godt live. Og lad det være sagt med det samme: Det fungerer rigtig godt live!
På albummet efterlyste jeg lidt mere tyngde på guitarsiden, da frontmand, sanger og guitarist, Thorsten Bæk, momentvist bliver lidt for ’tynd i toppen’ – både hvad angår vokal og guitar. Det ville klæde bandet at få en ekstra guitar med til at fylde ud i lydbilledet og give det noget Dizzy Miss Lizzy-prægede rock en mere solid tyngde nede i skridthøjde. Måske forsøgte man at kompensere lidt for dette ved at skrue gevaldigt op for bassen, men den går ikke, drenge. Det udstiller blot endnu mere, at guitaren ligger for langt tilbage. Terminal gjorde ellers som de lovede, og spillede en række svedige numre fra deres album plus et enkelt nyt. Det var gedigent, sejt rock, og jeg er sikker på at Terminal sagtens kan blive til noget rigtigt interessant, når de får lidt mere spilletid rundt omkring.
Kellermensch kommer ikke til at savne spilletid i den kommende periode, hvor de skal være opvarmning for Nephew på deres turne. Og de otte personer på det lille kateder lagde med det samme an med en massiv lydmur, som om de allerede stod i K.B. Hallen foran en større mængde end Templets begejstrede, men relativt begrænsede antal gæster. Oktetten, som er befolket af støjende guitarer, opretstående bas, growlende vokal, blide violinstrygere, piano og nogle afsindigt varierede og gennemarbejde numre, optræder allerede med en autoritet og med et så overbevisende glimt i øjet, at Nephew skal tage sig sammen, hvis ikke Kældermenneskerne skal løbe med alt opmærksomheden.
Numrene fra bandets seneste selvbetitlede album blev serveret med fynd og klem, og der må i den sammenhæng lyde en respektfuld hilsen til lydmanden, som formåede at holde de otte instrumenter plus det løse tilpas adskilt, uden at gå på kompromis med Kellermenschs kreative og sprælske univers. Et univers, hvor både det beskidte, det tunge og det anarkistiske går hånd i hånd med det poetiske, det afdæmpede og det velkomponerede.
Kellermensch er på mange måder en usleben diamant på den danske eksperimentelle rockscene. Er du helt uden præferencer, så lyt engang til et nummer som ”The Day You Walk”, der forener Pere Ubus slæbende galskab med Sorten Mulds akustiske spillemandsvise. Det fås ikke bedre, og denne aften i Templet fik vi en solid og professionel forsmag på et band, det skal blive mere end almindeligt interessant at følge på deres videre færd.
Hold også øje med Templets øvrige program, som faktisk blandt meget andet byder på en stjerne som Brant Bjork og århusianske Lis Er Stille i de kommende måneder.
