Overrumplende godt udspil fra Paul Simons søn
Historien har vist, at det at være søn af en stor musiker ikke er ensbetydende med, at man også selv kan levere varen. Derfor var forventningerne heller ikke ret høje til debutalbummet fra Harper Simons hånd, søn af Paul Simon og Peggy Harper. Det står dog hurtigt klart, at 37-årige Harper Simon har arvet sin faders melodiske tæft og behagelige vokal. Ja, flere af albummets numre – og især afslutteren ”Berkeley Girl” – kunne nemt være skrevet af Paul Simon og været placeret på et af Simon & Garfunkels syv albums, om end lyden på Harper Simon er noget opdateret. Paul Simon har hjulpet med at skrive ”Tennessee”, der er albummets mest countryprægede nummer og samtidig et af albummets bedste.
I det hele taget er det nogle rutinerede herrer, der agerer backingband for Harper Simon, og albummets musikere har spillet sammen med nogle af historiens største musikere. Multiinstrumentalist Charlie McCay og pianist Hargus ’Pig’ Robbins er begge krediteret på Bob Dylans legendariske Blonde On Blonde, trommeslager Gene Chrisman har spillet med Elvis, Aretha Franklin og Patsy Cline, bassist Mike Leech med Elvis og mange flere og Lloyd Green spillede pedal steel på The Byrds’ Sweetheart of the Rodeo, der var bandets eneste med Gram Parsons bag mikrofonen. Sidstnævntes indflydelse høres bedst på ”All I Have Are Memories”, der med lidt mere country twang og støvet lyd kunne være noget Gram Parsons havde lavet. Det hele er produceret af legendariske Bob Johnston, der også har drejet knapper for Johnny Cash, Bob Dylan og Leonard Cohen. Jo, der kan helt sikkert komme noget godt ud at være søn af en kendt musiker!
Albummet består af en blanding af pop, folk og country, der mest lægger sig op af Paul Simons musik (uden dennes afrikanske forbindelse), men som sine steder også trækker på en afdæmpethed og intimitet som man kender den fra Elliott Smith. Harper Simons vokal er blød og blid og melodierne let tilgængelige, og i det store hele er Simons debutalbum ikke et, der vil kunne skræmme ret mange væk. Men alligevel er det forunderligt langtidsholdbart og selv efter tyve gennemlytninger keder det stadig ikke. Og det må da siges at være en kvalitet!
