Lidt for glat udspil fra Band of Horses
Efter to virkelig gode albums falder Band of Horses noget i niveau på deres tredje udspil. Bandet har mistet noget af den indie-charme, der var allesteds værende på debuten Everything All the Time (2006), og melodierne er langt fra hvad bandet præsterede på Cease To Begin (2007). Det har resulteret i et album, hvor flere af sangene bliver kedelige at lytte til i længden, og hvor teksterne har mistet bid og for fleres vedkommende ender ud i at være banale kærlighedssange.
Helt skidt er det dog ikke. Langt fra! Det behøver man blot at lytte til albummets tre første sange for at kunne konkludere. Albummet åbner med den smukke ballade ”Factory”, der har en drømmende stemning over sig og føles som skabt til Bridwells lyse atmosfæriske vokal. Nummeret efterfølges af den noget mere up-tempo første single, ”Compliments”, der har potentiale til at blive en rigtig god dans-og-syng-med-sang i livesammenhæng. Tredje skæring, ”Loredo”, er endnu et up-tempo nummer, med en god snert a country. Country er der også på ”Older”, der oser af pedal steel, og up-tempoet er tilbage på ”Dilly” og ”NW Apt.”. Sidstnævnte følger op på den afdæmpede ”Annabelle”, og man får nærmest et chok når trommerne sætter ind i starten af sangen, og senere kommer linjen: “With three guitars and one amplifier / I’m gonna blow the dust off this scene.” Sangen hører ikke til albummets bedste, men den indeholder noget af den energi, der mangler på en stor del af albummet.
Der er altså masser af gode momenter på Infinite Arms, og mon ikke også bandet snart får sit helt store gennembrud. De har i hvert fald efterhånden nok gode sange til at fyre op under de helt store arenaer verden rundt. Problemet med det nye album er, at det er overproduceret, og at der bliver aet lidt for meget med hårene. Man kunne ønske sig, at Ben Bridwell fik sig en kæreste, der ville slå op med ham. For at få lidt af nerven tilbage.
