90’ernes 30 bedste albums: #16
Beck fik sit gennembrud med hittet ”Loser”. Først som undergrundssingle udgivet i 1993, men siden som den primære årsag til en pladekontrakt med pladeselskabet Geffen. Sangen blev inkluderet på Becks første album på et stort pladeselskab, Mellow Gold (1994), hvor det blev placeret som første skæring. Det gik sin sejrsgang hos en generation af utilpassede unge, der allerede var blevet vakt til live af Nirvana et par år forinden. De der ikke var blevet ramt af Nirvanas alvor blev ramt af Becks ironiske distance. Men det var først med det postmoderne mesterværk Odelay at Beck for alvor fik folk til at løfte øjenbrynene. Frygten for at Beck skulle blive endnu et one-hit-wonder blev med et opløst – og selvom folk stadig husker ”Loser”, så er nummeret blot begyndelsen og ikke omdrejningspunktet for en lang og musikalsk omskiftelig karriere, der stadig lever i bedste velgående.
Odelay er et kludetæppe uden nogen fast kerne at holde fast i. Selv ironien bag teksterne er ikke altid til at stole på. Genrerne blandes lystigt, og man ved aldrig hvad man rammes af på næste nummer; om det er hip hop, garage rock, funk, akustisk folk, blues eller noget helt sjette eller syvende. Albummet har det hele. Derfor kunne valget af producerteamet The Dust Brothers (Mike Simpson og John King) heller ikke være gjort bedre. Det var deres første hele album som producere siden Beastie Boys’ Paul’s Boutique, der også kunne lyde lidt rodet ved første bekendtskab. Deres produktion af Odelay er en stor del af årsagen til at albummet den dag i dag fremstår som en klassiker. Lyden er stadig ualmindeligt frisk og de fjorten år, der er gået har været nådige ved albummet, der blev genudgivet med en ekstra cd i 2008.
Et tekststykke fra albummets første single ”Where It’s At” rammer på flotteste vis den måde The Dust Brothers og Beck har sat Odelay sammen på. ”I got two turntables and a microphone” lyder det på bedste do it yourself vis, hvilket lå langt fra den måde tidens populære chartbaskere og MTV hits var blevet til på. Der har helt sikkert været gang i mere udstyr end det i tilblivelsen af Odelay, der udkom før do it yourself kulturen for alvor brød igennem, og det med nogle tusind kroner på lommen blev muligt at investere i udstyr der gjorde det muligt at lave gode og vellydende albums derhjemme. Beck har med sine albums uden tvivl været inspirationskilde for mangt en ung hjemmekunstner.
Det ikke alt Beck har rørt ved siden Odelay, der har været lige store succeser. Men det har aldrig været kedeligt, og hans efterfølgende seks albums har alle indeholdt momenter af høj klasse. Dårligst står den rodede Midnite Vultures (1999) og bedst gør Sea Change (2002) sig. På Sea Change ser en mere alvorlig Beck dagens lys, og den tidligere så legesyge kunstner lagde eksperimenterne på hylden for en stund og serverede et afdæmpet singer-songwriter album.
Beck er stadig spillevende, og efter det seneste regulære album, Modern Guilt (2008), kastede han sig i 2009 ud i projektet Record Club, der går ud på at lave en coverversion af et helt album på en enkelt dag. Foreløbig har han sammen med musikere som Jeff Tweedy, Jamie Lidell, Devendra Banhart, Feist, Nigel Godrich og mange flere indspillet versioner af Cohens Songs of Leonard Cohen, Velvet Undergrounds Velvet Underground & Nico, Skip Spences Oar og INXS’ Kick, der alle kan høres og ses på Becks hjemmeside.