90’ernes 30 bedste albums: #13
Det startede med et desperat skrig, et skrig, der var indikator for tidsånden. Året var 1992, og grungebølgen var på sit højeste. Alice In Chains er altid blevet betegnet som værende grunge, sammen med Nirvana, Pearl Jam og Soundgarden, måske fordi, de stammer fra Seattle ligesom de tre andre bands. Dog har bandet aldrig helt passet til grungegenrens betegnelse; det er, som om genren ikke formår at rumme Alice In Chains, da deres musik er lige det tungere og mere kompositorisk gennemført end grunge oftest er det. For at vende tilbage til førnævnte skrig, så er det skriget, der åbner Dirt, og derved stammer fra albummets første nummer, ”Them Bones”. Allerede ved dette åbningsnummer fornemmer man en nerve og aggressivitet, som er troværdigt legemliggjort af forsanger og guitarist Layne Staley. Sangen er kort og det går stærkt, men man når at føle stemningen hos bandet, især med omkvædlinjen ”I feel so alone/ gonna end up a big ole pile/a them bones”. Det er bestemt ikke et opløftende tekstunivers, vi her har med at gøre. Dette høres også på titelnummeret, der emmer af selvdestruktion og desperation på den lyriske side, allerede i første vers: ”I have never felt such frustration/ or lack of self control/ I want you to kill me/ and dig me under/ I wanna live no more”.
Grungefølelsen passer uden tvivl til tekster som denne, men som sagt kan Alice In Chains’ musik ikke blot kategoriseres og sættes i bås så let, da der på flere numre er gjort meget ud af at skabe nærmest storladne omkvæd, hvor guitarist Jerry Cantrell synger andenstemme, hvilket skaber nogle mindeværdige og imponerende harmonier, man sjældent møder i grunge. Bevæger man sig over i den musisk modsatte grøft, formår Alice In Chains på andre numre, som fx på førnævnte ”Them Bones”, og den tunge, dystre ”Angry Chair”, at bruge elementer fra heavy metal musikken, hvorfor de endnu en gang beviser, at deres musik er meget mere end blot den gængse grungegenre.
Ud over de aggressive elementer er der også en følelse af smerte og fortabthed i Staleys vokal, som dog kommer mest til udtryk i mere stille numre, som den melankolske og flotte ”Down in a Hole”. Her viser Staley i den grad hvor dygtig en sanger han var, og hvilket tab det var for musikverden, da han døde af en overdosis i 2002. Ligeledes er ”Would” en, måske endnu mere overlegen, demonstration af hans vokalpræstation, og ydermere en sang, der kan overbevise de fleste om at Jerry Cantrell er en eminent sangskriver, bl.a. i kraft af den tunge og ildevarslende basgang i sangens intro. Det er Cantrell, der har skrevet langt de fleste numre på albummet, enten alene eller i samarbejde med Staley, og han bidrager også med sin vokal, som måske ikke drager lytteren på samme måde som Staleys stemme er i stand til, men han er en ubestrideligt dygtig sanger, og hans stemmes lidt lysere, men stadig kraftfulde klang, klæder Staleys lidt nasale, til tider vrængende og altid fængslende stemme. At Staleys stemme så samtidigt bevidner om af tab og fortvivlelse er næppe blot spil for galleriet, da Staley kæmpede med et alvorligt stofmisbrug, hvilket kommer til udtryk på nummeret ”Junkhead”, hvor en linje lyder ”You can’t understand a user’s mind”. Dette misbrug førte til Staleys død, på et tidspunkt hvor bandet ikke havde udgivet et studiealbum i flere år. I 2006 blev Staley erstattet af William Duvall, og sidste år udgav de deres første album Black gives Way to Blue med ham som frontfigur.
At have Alice In Chains tilbage på musikscenen er en begivenhed, mange fans har set frem til, og mon ikke det bliver et glædeligt gensyn, når de spiller på dette års Roskilde Festival? Der vil uden tvivl være et par numre på setlisten, som stammer fra Dirt, et album som Alice In Chains, og mange andre bands for den sags skyld, får svært ved nogensinde at overgå.
