90’ernes 30 bedste albums: #7
Er Depeche Modes Violator verdens bedste plade? Det er der mere end et par stykker der mener. Med Violator gik alt op i en større enhed for Depeche Mode. Alle originale karakteristika, som den dag i dag er Depeche Modes kendetegn, fandt i 1990 sammen på Violator. Igennem 1980’erne havde man oplevet Depeche Mode som et band, der meget bevidst havde dyrket og udviklet en helt bestemt lyd – men trods alt som et ungt og lidt usikkert band, der var ganske imponerede over den opmærksomhed, der blev dem til del. Selv på forgængerne Black Celebration og Music for the Masses, som måske indeholder flere hits, der stadig kendes i dag, var denne ungdommelige usikkerhed fremherskende. Violator var Depeche Mode der ramte essensen af deres egen lyd og kombinerede den med en ikonisk og storladen æstetik på et album, der holder hele vejen igennem. Og bandets præsentation af pladen foregik som et yderst selvbevidst kollektiv, der var helt klar over at de havde indfriet deres potentiale.
Ventetiden for bandets dengang meget unge fanskare, havde været lang siden den foregående turné, som i kraft af sin succes nok i sig selv var medvirkende til bandets nyvundne selvtillid. I sensommeren 1989 havde bandet som et lyn fra en klar himmel (det var før internettet løb i forvejen med den slags nyheder) udgivet elektroblues-mesterstykket “Personal Jesus”. Brugen af guitar forvirrede den fanatiske fanbase, men den tilhørende musikvideo slog den nye stil an, og man fik et pænt hit uden dog at vælte hitlisterne. Først ved nytårstide blev den næste single, kæmpehittet “Enjoy the Silence”, præsenteret ved det legendarisk tyske TV show Peters Popshow. “Enjoy the Silence” udmærkede sig ved en ekstremt iørefaldende vellyd, der samtidig adskilte sig fra samtidens tone. Nummeret var yderst velproduceret og omkvædet var ikke til at få ud af hovedet – og det er det for den sags skyld stadig ikke. Fra dét øjeblik var forventningerne tårnhøje til det album der skulle udkomme senere samme år.
At Depeche formåede at opfylde disse forventninger er en bedrift i sig selv. Da Violator d. 19. marts 1990 kom på gaden, tog albummet med det samme Depeche Mode ind i det vi i dag kan kalde nyere musikhistorie. Som det første store band fra 1980’erne leverede man et helstøbt album, der i dén grad var craftet til perfektion, alt imens man i en meget kompleks struktur fik en samling sange til at fremstå på en måde, der gjorde det klart, at man havde udvundet det optimale af grundmaterialet. Albummet kunne ikke være præsenteret anderledes hvis dette grundmateriale skulle ydes retfærdighed. Man udlevede den oldgamle kunstneriske vision om at lade kunstværket træde frem på en måde så det præsenterer selve sit væsen.
Fra start til slut er Violator en plade, der i mange, fint afstemte, filtrerede elektroniske og akustiske lag – hvad der var nyt for Depeche Mode – simpelthen lyder som Depeche Mode. “World in my Eyes”, “Halo”, “Enjoy the Silence” og “Policy of Truth” hylder på hver sin måde klassiske dyder med sine midtempo- og sequencebaserede underlægninger til fantastiske melodier med masser af patos, mens “Waiting for the Night”, “Blue Dress” og “Clean” til perfektion rammer den arketypisk introverte suite, som så mange andre bands forsøger at give deres albums dybde med. Alt sammen gjort med et sublimt stænk af ironi, der er nødvendig for at kunne fordøje og sætte pris på Violator (og hele Depeche Modes bagkatalog, for den sags skyld).
Den dag i dag er Violator en fremragende plade. Den virker ikke længere nyskabende, men det er præcis fordi den var det dengang. Jeg bliver aldrig træt af den – og kunne jeg kun tage én plade med til månen, skulle det være netop dén.
