90’ernes 30 bedste albums: #4
Hvad er definitionen på en klassiker egentlig? Brugen af betegnelsen klassiker om et rockalbum, sker ofte i flæng om albums, der falder i tilhængernes smag. Men i farten glemmer man ofte de egentlige elementer bag klassiker-definitionen: Havde albummet en skelsættende betydning? Ramte albummet en bred gruppe ud over blot den typiske fanskare? Havde albummet en holdbarhed, der kunne holde i mange år frem? Inspirerede albummet ligesindede (musikere)? Om Pearl Jams Ten fra 1991 mener jeg at kunne svare ja til det ovenstående. Her er tale om et album der ramte plet. Pearl Jam udgav Ten som debutanter og var med til at starte en helt ny æra inden for alternativ rockmusik. Albummet står tilbage som et af de stærkeste fundamenter – for Pearl Jam og for rockmusik i det hele taget.
Pearl Jam kom i den grad med noget nyt på Ten, som rockmusikken syntes at have brug for på det tidspunkt. Efter en lang bølge af hard rock og stadionrock, som efterhånden var blevet lige lovligt forudsigeligt, kom Pearl Jam pludselig og kombinerede jammende 70er-inspireret bluesrock med mere fandenivoldsk punk. Det fedtede lange hår, skovmandskjorten og militærstøvlerne satte skub i ungdommens tøjstil, og pludselig var begrebet grunge kommet til verden. Den mere poetiske sangskrivning og de store følelsesudladninger havde ikke fyldt meget i mange år, men Pearl Jam bragte det tilbage – sammen med en række andre bands. Mange af de andre bands og personer holdt sig desværre ikke i live i mange år, ovenpå en så intens tid, men Pearl Jam er her stadig i 2010 – Alive!
Ten bød på 11 stærke skæringer (og for os europæere tre meget interessante bonustracks), som hver især viste at Pearl Jam havde meget at byde på. ”Alive” og ”Black” står i dag som de største klassikere, og sammen med singlerne ”Even Flow” og ”Jeremy”, repræsenterer de meget godt, hvilken alsidighed albummet bød på. Den utæmmelige vildskab på ”Once”, ”Why Go” og ”Porch” stod i kontrast til de mere storladne ”Oceans” og ”Deep”, og netop denne alsidighed var formentlig, hvad der fangede en stor del af ungdommen. At musikalske forbilleder altid var bad-ass-sex-drugs-and-rock-n’-roll var simpelthen ikke nok længere, og det enorme hul fyldte Pearl Jam med Ten. Det sker sjældent at ét album byder på så mange stærke og nærmest tidløse numre, som Ten gjorde. I dag behøver man blot dukke op til en af Pearl Jams koncerter for at forstå, i hvor høj grad så mange numre fra albummet har sat et stort præg på bandets mange fans. Pearl Jam kom på Ten med intensitet, følelsesudladninger og energi, som havde en stor smittende effekt på de mange tilhængere, som Seattle-gruppen hurtigt fik.
Pearl Jam havde noget på hjerte, og det kom især til udtryk gennem den store fortæller, Eddie Vedder, der stod i spidsen for kvintetten. Sangene omhandlede tunge emner som kærlighed, vold, mobning, hjemløshed og mange andre samfundsaktuelle emner. Pludselig blev der lyttet meget til ordene bag musikken, og den styrke har Pearl Jam formået at fastholde helt frem til i dag, hvilket formentlig er en af grundene til, at der til en Pearl Jam-koncert indeholdende 30 numre synges med på samtlige numre af samtlige publikummer. Ten var så meget andet end grunge, og det er nok en af årsagerne til, at albummet stadig holder i dag lang tid efter grungedagene.
Tilbage til det førnævnte fundament. Ten er i et retrospektivt lys i dag også et fundament, som har skabt et band, der i den grad er i fuld gang med en karriere, der har budt på både med- og modgang. Ten var grundlaget for et band, men det var bestemt også grundlaget for en enorm fanskare, som interesseret har fulgt Pearl Jam siden debuten. De inspirerede med deres tøjstil, deres musik og ikke mindst Vedders stemme, som blev kopieret af en del sangere i løbet af 90’erne. Intensiteten og nerven på Ten smittede også af på både kolleger og fans. Det lykkedes kun i sjælden grad for disse bands at ramme plet, men hos fans af Pearl Jam, og den nyfødte genre i det hele taget, var der tale om et sandt pletskud. Albummet lever stadig i bedste velgående i dag, og jeg spår det som blivende et af de albums, der om årtier stadig vil stå som en af de stærkeste og mest holdbare klassikere
