Smukt, tungt og lænkende
Lad det ikke være nogen hemmelighed at Alice in Chains, for denne skribents vedkommende, var årets hovednavn på dette års festival. Men spændingen kunne let blive udløst til skuffelse, for kunne de gamle drenge stadig levere den tungeste grunge, og kunne DuVall overhovedet udvise nok format til at være den nye frontfigur?
For at svare kort på første spørgsmål: Ja! Bandet lagde ud med et af deres mest komplekse og tunge numre ”Rain When I Die” fra albumklassikeren Dirt, hvoraf en større del af setlisten i øvrigt stammede fra. Det var naturligvis ikke til at overse at de oprindelige medlemmer, især guitarist Jerry Cantrell, så temmelig hærgede ud, men alder er som bekendt kun tal, og ikke en måling af talent, og i Alice in Chains tilfælde var Cantrells talent udi guitarspil, som i øvrigt blev udført på en guitar med billede af en halvnøgen kvinde, det er vel rock ’n’ roll vi har med at gøre, ikke blevet det mindste ældre. Cantrell fremstod som den egentlige frontmand i bandet, hvilket vel også er fortjent eftersom han har skrevet størstedelen af bandets sange, og gjorde det fantastisk som den eminente guitarist han er. Men ydermere viste han, hvis nogen skulle have glemt det, at han også er mere end en god sanger, især som leadvokal på den smukke ”Your Decision”, fra sidste års udgivelse Black Gives Way to Blue.
Men nu skal man jo heller ikke glemme bandets nye forsanger, William DuVall, der har skullet udfylde de tunge grungestøvler efter Layne Staley, og dermed når vi svaret på andet spørgsmål, som endnu en gang er et ja: DuVall virkede meget beskeden, og lod ikke til at have noget imod at Cantrell var mest i fokus, i stedet sang han igennem så det rislede behageligt ned af ryggen, især på grungeklassikeren ”Man in the Box”, en sang der fik publikum foran scenen til at gå amok. Og ligeledes formåede DuVall at gøre Staley ære med sin fortolkning af slutningsnumrene ”Rooster” og ”Would?”, som derudover også var fantastiske eksempler på de overlegne tostemmige vokalharmonier, som bandet altid har mestret til fulde. Staley blev derudover yderligt æret med den følsomme ”Nutshell”, og man må næsten tro, han ville være stolt over koncerten på Roskilde Festival fredag aften.
[nggallery id=103]
