Psykedelisk, tilbagelænet dronerstøj
Albummet udkom faktisk allerede i september sidste år, men har været på en lille rejse, før det endelig fandt frem til undertegnede. Var det så værd at vente på? Det afhænger i høj grad af, hvilke blødende ører, der lytter til den dansk/australske kvartet, der har skabt et ret unikt rum, der udfolder sig mellem psykedeliske, syrede og faktisk underspillede sange, der pludselig eksploderer i hvid infernalsk støj og ender i en kakofonisk og aggressiv masturbation af dimensioner.
Ingredienserne er Signe Grams slæbende vokal, der nænsomt pakkes ind i en tilbagetrukket, punket rytmesektion, der aldrig mister besindelsen, men som fastholder et enkelt, tungt drive. Den næste grundpille i musikken er en totalt overstyret guitar, der veksler mellem twangle i bedste halvtredserstil og så et næsten uhørt kompromisløst inferno af hvid støj.
Der er tilløb til en enkelt, punket lyd på albummets fem skæringer, der bringer minder om tidlig Birthday Party og sågar PJ Harvey i de slæbende sange, alt sammen garneret med en skrabet, nøgen lyd, der nysgerrigt afsøger grænserne for det muliges kunst inden for dronerock og støj, som eksempelvis Sunn O))) repræsenterer.
Numrene varer længe, er hypnotiske i deres grænsesøgende væsen og fyldt med luftige passager af stilstand og langsom optrapning. Rytmen bevæger sig i koncentriske cirkler, konstant kredsende om et minimalistisk udgangspunkt, men er hele tiden på vej væk og ud, indtil det hele igen eksploderer i et inferno af hvid støj.
Det kræver uden tvivl en indsats at sætte sig ned og lytte til The City Kill, og måske er ensemblet først og fremmest et live-act, der skal opleves på en scene og i et fysisk rum, hvor deres dronerock og eksperimenterende støj kommer ordentlig til sin ret.
Om det musikalske projekt er vellykket er en smagssag, men der er ingen tvivl om, at det ikke er for sarte sjæle. The City Kill hører så absolut til i den mørkeste del af den københavnske undergrund, og vil formentlig cirkulere og eksistere i de kredse og på de præmisser, som definerer et ægte eksperimenterende band. Men et spændende og dybt originalt udspil fra den sorte undergrund og et frisk eksempel på, hvor kreativt og modigt man kan spille, hvis scenen er der. De fleste mennesker i Danmark aner formentlig ikke, at denne slags musik overhovedet eksisterer – og de ville også få sig et gedigent chok, hvis man tvang dem til at lytte til et band som The City Kill, som i udpræget grad spiller for de få indviede. Men er man frisk på at tage med på en i høj grad hypnotiserende rejse ind i et ekstremt støjende landskab, er der et gennemført trip i vente med The City Kill.
