Elektronisk rockcirkus med for få højdepunkter
Tre år er gået siden århusianske Bahnhof udgav debutalbummet Reverse, og i mellemtiden har bandet skiftet pladeselskab og medlemmer er gået og nye er kommet til. Men især en skriveblokering hos forsanger og komponist Janus Jauch har forsinket den to’er, som nu endeligt er klar til udgivelse. Titlen er The Black Circus og den er et fint elektrorock bekendtskab, men albummet mangler tyngde, særpræg (det som på tv hedder x-faktor) og melodisk kvalitet for at skille sig afgørende ud fra mængden af udgivelser.
Musikken ligger sig tæt op af Carpark North og Nephew, men de tysmørke toner har også rødder hos engelske bands som Kaizer Chiefs og Depeche Mode. I pressemeddelelsen beskriver bandet, at teksterne omhandler krig og imperialisme. På den front er det et band med en klar målsætning om at røre i den politiske gryde. Albummet består af 10 sange som varierer fra det guitarpumpende (”Miss America”), over keyboarddominerende sange (”Sell Out”, ”The Mirror”) og til balladen, den sarte dreng/pige duet ”Goodnight”.
Stærkest står singlen ”Sell Out”, med et stærkt tema og et musikalsk drive der kan hoppes til. Den efterfølgende ”Car Crash Street” får også mundvandet til at løbe hos en sulten musikentusiast. Her er ligeledes et omkvæd, som sætter sig fast og en dynamik, der gør sangen til en rejse gennem instrumentale passager og skiftende rytmer.
Svagest står ”The Mirror” som hverken rocker, trods stor elektroniske iver, eller behager da den har albummets svageste refræn. Resten af albummet rocker udmærket, og især variationen i sangenes struktur og tempo er et plus.
Sangskriver Janus Jauch er en gedigen kok i musikkens køkken, men efter den menu han serverer for mig med The Black Circus, har jeg svært ved at huske flere af de retter, jeg lige har fortæret. Også selvom ingredienserne er velvalgte. For albummet indeholder både god dynamik, seje rytmer og fine kor. Kendetegnende for albummet er dog melodierne, som ikke er stærke nok, og også vokalen, som på den ene side ikke gør nogen skade, men som samtidig netop mangler ”det-der-du-ved-nok”.
For at bryde igennem det ubarmhjertige nåleøje til succes, kræver det evnen til at skrive sange der huskes og lidt held, men mange gange også et kendetegn at beskrive bandet med. En god stemme, en unik lyd, opfindsomme arrangementer eller selvfølgelig bare iørefaldende sange. Her mangler jeg noget specielt at huske Bahnhof for.
Trods gode elementer spår jeg kun moderat succes for Janus & co. indtil sangene enten melodisk overtrumfer Carpark North eller personlighedsmæssigt stikker mere ud end tonerne fra Simon Kvamm.
