Heavy Metal-dude sparker åbne døre ind med et brag
Shredding The Envelope (STE) er et musikalsk projekt, der først og fremmest udspringer af guitarvirtuosen Dave Reffetts lidenskab for klassisk heavy metal anno 1980’erne. Reffett er den kreative kraft bag alle numrene og står sågar for både samtlige guitarspor – bortset fra enkelte gæsteoptrædende af fordums guitarlegender – al vokal, og så spiller han også lige bas for at være sikker på, at han får det som han vil ha’ det.
Der er tale om en buldrende omgang guitarlir, der ville have givet enhver bebumset teenager både stådreng og udløsning engang i firserne, hvor heavy metal havde sin storhedstid med muskuløse konger bag raketguitarer og brændende trommesæt. STE er noget af det mest klichefyldte HM, jeg længe har hørt. Reffett synger som en Dave Mustaine-klon (som i øvrigt også rådede Reffett til at tage en uddannelse først, inden den unge mand drog hærgende ud på landevejene med sin guitar og sine idealer).
Åbnings- og titelnummeret ”The Call of the Flames” buldrer derudaf med dobbelttromme og stramme guitarskalaer, der umiddelbart virker fængende nok og straks vækker den førnævnte bebumsede teenager og stådreng. Men allerede efter et par skæringer begynder de første mæthedsfølelser at melde sig. Der er variation nok, men det bliver alt sammen varieret over et enkelt, allerede fuldstændig gennemtærsket tema, der bare ikke har særlig meget at byde på anno 2010.
Fjerde skæring, ”Caravan of Cannibals”, har som gæstesolist George Lynch med på guitar. Den gode Lynch slog sine folder i det oprindelige Dokken, som undertegnede var særligt begejstret for dengang i de glade 80’ere. Det var med noget der lignede en smule spænding, jeg lyttede til de samme buldrende trommer og hysteriske guitarskalaer, men indtrykket var lige så kaloriefattigt og tomt som de hidtidige numre. Guitarerne roder rundt i et virvar af alle mulige mere eller mindre avancerede skalaøvelser, hvor man fuldstændig mister pusten, hvis man prøver at følge med på luftguitar. Ikke engang den gamle guitarhelt, som i øvrigt spiller både hurtigere og mere kompetent end tidligere, kunne trække denne gamle cirkushest tilbage til truget.
Efter ni numre med hylende Fendere, bulderbragende trommer, lidt Savatage-keyboard og en vokal, der kunne vinde enhver Dave Mustaine sound-alike-competition, er det samlede resultat mere end bare almindeligt anstrengende. Det er flot udført, der er vel teknisk set tale om deciderede virtuoser, men hvor er det bare ligegyldigt at høre disse gamle mænd og deres spader fyre den af i studiet, og hvor er Reffetts projekt aldeles overflødigt og mindst tyve år for sent.
Havde jeg hørt denne skive, da jeg stadig boede hjemme og drak Silver-øl fra Aldi, når der skulle høvles igennem, ville den have været et sikkert hit. Men der er simpelthen løbet for meget vand under broerne siden dengang, til at en udgivelse som denne har nogen som helst berettigelse. Jeg tvivler på, om den overhovedet har et defineret publikum. De unge i dag hører næppe denne slags nostalgi-heavy, og de ældre fra dengang er forhåbentlig kommet videre i deres musikalske udvikling til at synes godt om Reffetts patetiske og selvsmagende koncept.
