En blød familiehund vender hjem
’Labrador’ er navnet på en familievenlig jagthund, der er kendt for sit lune, børnevenlige humør og for sin legesyge. ’Labrador’ er også navnet på en del af Newfoundland på Canadas nordøstkyst, som er et barskt og tyndt befolket landskab. Der er koldt som ind i helvede om vinteren, og det er hårdføre mennesker, der lever i den rå natur. Det er også på Labrador, man mener, at Leif den Lykkelige landede med sin flåde, første gang han satte fod på det amerikanske kontinent for over 1.000 år siden. Labrador er også navnet på danske Flemming Borbys musikalske projekt, der på den seneste ep er produceret af selveste Martin Wenk fra Calexico.
På Talk Of This Town har Borby samlet en buket af lokale musikere fra Berlin, hvor han også bor til daglig, så der er lagt op til et spændende selskab med normalt kyndige popsnedkere med en solid ballast i tressernes vuggende ballader, der dengang havde Serge Gainsbourg og Burt Baccarach som stolte bannerførere. Til forskel fra det tidligere Cuba-inspirerede udspil, er Borby nu vendt hjem til den mere traditionelle og luftige poplyd, som også skaffede Labrador et radiohit med ”In a Blue Balloon” allerede for godt ti år siden.
Er Borby så endelig blevet en familievenlig jagthund, eller er han mere rundet af et barskt naturområde fra det nordlige Canada? Svaret råber ikke i den stride vintervind, men bliver snøftet fra en halvvåd hundemule.
Der er på Talk Of This Town fem luftige popmelodier, der i deres florlette gemyt nynner sig igennem en behagelig og tilbagelænet atmosfære. Til tider minder Borbys lettere melankolske vokal som hentet direkte fra Nice Little Penguins storhedstid, og musikken trækker på samme hyggelige stemning som også findes på Nicelands seneste udspil, hvor man langsomt fyldes af velvære og en afslappet stemning. Hvis man vel at mærke kan tune ind på de ganske ufarlige bølger, der langsomt stråler fra Borbys og Wenks stilfærdige stiløvelser.
Teksterne kredser intelligent omkring savn og afsavn og om at drømme sig væk fra en grå og kedelig hverdag. Der er ikke voldsomme følelser på spil her, men omvendt slår Borby ikke større brød op end han kan bage. De fem numre hænger fint sammen i deres semiakustiske univers, og især sidste skæring ”Sang Along With Morrisey” har en klædelig charme med sin ønskedrøm om at være sammen med den store helt – om så bare for et kort øjeblik.
Det er ganske velproduceret og velkomponeret det hele, men det er også en kende kedeligt i længden at lytte til Labrador. Der sker simpelthen for lidt, og som Nice Little Penguins, der tog det pussenysselige navn som modreaktion mod den forråelse af rockverdenen, der fandt sted i 90’erne, har Borby måske i bund og grund for lidt kant og består af alt for bamsebløde konturer til min smag. Men er man til det hyggelige og ufarlige er der fem gode grunde til at stifte bekendtskab med Talk Of This Town.
