Musikalske åndehuller fra garagens rodebunke
For sjette gang slog Masnedø-fortet sine rustne låger op for garagerockens helte og heltinder og to dages herligt livsbekræftende, skramlet power-postpunk-rock med kant og attitude. Der var både anderumper, opsmøgede jeans og et cool glimt i øjet, når man tjekkede de andres tatoveringer ud, mens man selv flashede stumpede læderjakker og hippe shirts med de mest syrede tegninger og tekster. Gutter Island Festival er ikke for enhver. Det er for folk, der ved hvad det drejer sig om, når det kommer til den autentiske, kompromisløse garagerock, der står solidt plantet i den lige så autentiske undergrundspunk fra firserne og fra tressernes syretrip.
Der er plads til cirka 600 gæster på det lille festivalområde, der ligger ideelt lige ud til vandet, og med den gamle militærbunker som en original ramme for weekendens begivenhed. Det centrale midtpunkt er dog det store telt med plads til et par hundrede mennesker, når festen bliver sparket i gang, og med masser af borde og bænke rundt omkring til de mange mennesker, der bare dingler rundt og hygger sig i det for en gangs skyld fine vejr. Forventningerne var lidt højere end sædvanligt, da det i år var 10-års jubilæum for den lille pod, som nu var ved at være voksen. Til at fejre det havde man forsøgt at skrue et solidt og varieret program sammen, der dog var skæmmet af lige vel mange gengangere fra tidligere. Der stod Lorenzo Woodrose på flere af indslagene, og taget i betragtning, at Baby Woodrose også var hovednavnet i 2002, lugtede det lidt af kammerateri og gamle vennetjenester. Da et af de andre absolutte hovednavne – The Heavy – desværre blev aflyst, sprang Mr. Woodrose selvfølgelig til og fyldte hullet ud med et af sine utallige sideprojekter, Pink Møghat.
Der var i mine øjne lidt for mange gengangere i musikprogrammet, men omvendt er det stort set også det samme publikum, der hver gang tropper op. Så måske hænger det meget godt sammen med, at Defectors, The Woodroses, President Fetch og The Goo Men spillede op for de gamle hangarounds og rock-buddies fra gamle dage, uden at der er nogen der synes at det er et problem. Man er vel gamle venner.
Danske The Hogliners åbnede ballet på den mindre, udendørs Fort Scene, og stilen blev lagt med en omgang sympatisk tresserrock med en fersk og positiv klang. Det var stilhed før storm, for da lige så danske Black Pussy bankede volumenknappen op i det røde felt på Telt Scenen, blev ballet for alvor også banket i gang. Bandet består mestendels af tidligere medlemmer fra hedengangne Hot Rod Moses, men hvor man før drønede ud i ørkenen i en sky af støv og mescalinrus, er man blevet et støjende og kompetent storbyband, der i den grad har taget rocken ved nosserne.
Festivalens absolut største positive overraskelse for undertegnede, var danske Moonless, som med en tung og dyster stonerrock leverede en kraftpræstation på den lille Fort Scene. Dem glæder jeg mig til at se på en større scene en aften, hvor solen er gået ned og månen fortæret med noget af den synlige appetit, bandet lagde for dagen. Det lidt kitchede navn til trods spillede de et modigt sæt, der lover godt for fremtiden for det unge band.
Derefter satte Defectors festen i et højere gear med deres groovy rockabillypunk. Og hvem andre end Mr. Woodrose så sit snit til lige at give en hånd med på scenen. Man er vel gamle venner. Men der er få bands, der som Defectors kan sætte gang i festen med deres insisterende og benspjættende partypunk. Dem bliver man aldrig træt af at opleve, så mon ikke de dukker op igen til en af de kommende Gutter-festivaler.
Det første større udenlandske navn var ingen ringere end svenske The Nomads, som havde deres heydays i firsernes undergrundspunk og rock. Dengang var de ofte gæst på de københavnske scener, og mine forventninger var blandede, da jeg egentlig var bange for at mine erindringer om et fedt rockband fra dengang, ville blive punkteret af fire gråhårede gubber, der var taget over sundet for at ryste støvet af de gamle knogler. Medlemmerne var da også helt eller delvist gråhårede, men deres beskidte rock’n’roll fejlede aldeles ingenting. Det var lige så fyldigt og swingende som for 25 år siden. Med et solidt afsæt i en west coast rock á la Dream Syndicate satte de en alvorstung, men absolut gnistrende rock på programmet. Godkendt, selvom alderen havde sat sit præg på de fysiske udfoldelser på scenen.
Sidste band på Telt Scenen var – ja, rigtigt gættet: Baby Woodrose. Ret skal være ret, der er ikke mange der mestrer den gedigne og konsekvent gennemførte garagerock som denne gruppe, der til lejligheden var vokset fra en trio til en klædelig kvartet. Lorenzo Woodrose har efterhånden produceret et hav af forskellige projekter, men at høre Baby Woodrose er lige som at komme hjem igen – til sin ungdoms garage.
Lorenzo in the Gutter
Det er ofte lidt svært at sparke systemet i gang på andendagen, og da vi endelig fik slæbt os de 50 meter fra campingpladsen over på festivalpladsen, havde et par bands allerede fyret deres skyts af på den vidunderlige solskinsdag. Første stop var hos finske Black Magic Six, der ikke rigtig kunne kickstarte festen med deres tressertunge syrerock. Derimod leverede norske The Goo Men et brag af en fest på Fort Scenen, med deres højpotente og støjende rock’n’roll. Der blev crowd-surfet på en stige, mens bandet spillede op med saxofon og fræsende guitar. Forinden fik vi dog et lige så underholdende show, men i en helt anden ende af spekteret, da J. Tex & The Volunteers spillede en gang superkompetent american graas-roots, tilsat en knivspids psychobilly og en helvedes masse overskud. Den Stetson-klædte trio blev efterfulgt af de unge drenge fra De Høje Hæle, som spillede punk anno 1980. Det var kejtet og til tider noget prætentiøst, og det var tydeligvis svært at få teltet op at køre på de vaklende hæle.
Tilbage var nu det efterhånden legendariske Beskidt Slørhat, featuring Mr. Woodrose, der skulle overbevise os om, at en omgang ekstrempsykedelisk syrerock fra dengang Steppeulvene og Stig Møller var nyskabende kunne få teltet til at løfte sig endnu en gang. De Skæve Fluesvampe betjente deres effektpedaler og ekkomaskiner med sikker hånd, og da det kom til stykket var musikken faktisk mere end blot almindelig fed. Den var superfed. Møghattene var tilgivet, og Mr. Lorenzo havde endnu en gang bevist, hvorfor han i den grad hører til på Gutter Island. Da de sluttede af med ”Langebro”, var det lige før man fældede en tåre, det var rørende rørhatte. Røghatten af for det!
Festivalen sluttede af med norske Navigators, som leverede den mest kompetente omgang partyrock uden de store dikkedarer. Der var lige en snert af noget Runrig og noget svulstigt over de kække nordmænd, men de reddede den i land på en syndflod af velvilje fra et publikum, der i den grad ville den fede fest.
I’m a Gutter-man
Gutter Island Festival er en mindre rock-begivenhed, med et beskedent budget, og med en ubeskrivelig fantastisk indsats fra alle de frivillige medarbejdere. Men hold da kæft en fest, de kan lave der nede i udkanten af Vordingborg. Når tiden sig nærmer står jeg der igen. Med mine grå skægstubbe og gigtplagede knogler, men med appetit på endnu en omgang fed, sovset, udfordrende, larmende, støvet, tatoveret, slubrende garagerock, i selskab med alle mine gamle venner.