Robyn leger videre på den svære toer
Robyns tre-delte kamikaze-projekt, Body Talk, er nået til sin anden del, og efter hun i sommer glimtvis overraskede positivt med sine nye, modige og mere selvstændige planer på Part 1, er mine forventninger kun steget op til Part 2. Kamikaze er måske et stærkt udtryk, men modigt er det i hvert fald at danne sit eget pladeselskab, Konichiwa Records, for i højere grad at skulle stå på egne ben. Nogle ville starte ”i det små”, men med Robyns senere samarbejde med EMI, var der lagt op til noget stort.
Andel del af Robyns trilogi læner sig på flere måder op af etteren, og til stor glæde for mine forventninger lader det til, at trilogien samlet set kan blive ganske gennemført. Robyn fortsætter med sine meget tydelige budskaber om at turde at gå egne veje, og ikke bekymre sig om hvad andre tænker. Jeg er ikke i tvivl om, at trilogien flere steder afspejler svenskerens erfaringer gjort i hendes hidtidige karriere, mens det samtidigt er fine budskaber til så mange andre håbefulde unge lyttere.
Robyn fortsætter med at begrænse pop-melodierne og i stedet skrue lidt op for sin tydelige forkærlighed for electronica og klub-stemning. Der åbnes let, sukkersødt og på grænsen til kedeligt med ”In My Eyes”, men herefter bliver det hurtigt mere interessant. Beatet er næsten overdrevet tungt på ”Include Me Out” – men kun næsten, for nummeret er fedt. Robyn leger med ordene – rapper endda ganske habilt – og det er en fornøjelse at høre, at hendes legesyge og skarpe tone fra Part 1 lader til at gå igen i hele trilogien Body Talk. De tunge klubbeats går igen på ”Love Kills” og “Criminal Intent”, mens det bliver mere poppet og følsomt på ”Hang With Me” – og det er der intet i vejen med i dette tilfælde. Den akustiske ballade fra Part 1, er blevet peppet op og dermed forvandlet til et potentielt pophit, som bestemt også vil kunne begå sig på dansegulvet.
Robyn får også vist, at hun har kontakterne i orden – det har man, når man får Snoop Dogg med på sit album. På ”U Should Know Better (than to fuck with me)” rapper/synger de nærmest i duet, og det er ikke kun Snoop Dogg, der bruger det slemme slemme f-ord.
Hvor jeg efter Part 1 endte med at være lidt forvirret omkring Robyns projekt, Body Talk, så falder tingene i højere grad på plads efter denne anden del. Hun mener det her. Nogle af budskaberne virker lidt banale og kliché-agtige, men ikke desto mindre er jeg sikker på, at det er konkrete erfaringer Robyn har gjort sig gennem både karriere og privatliv. Både med hensyn til musikken og budskaberne, er jeg ikke i tvivl om, at Robyn har nået et punkt i sit liv, hvor hun sætter alt ind på at gå egne veje, og at det for første gang i hendes karriere bliver gjort på hendes måde. To tredjedele af Body Talk er nu gennemført, og kvaliteten af projektet synes at vokse med udgivelserne. Jeg glæder mig til Part 3, og det bør du også gøre.
