Snavsets dramaqueens slår til igen
Britiske Cradle of Filth er et af de mest kendte navne på Englands metalscene, og nu er de ude med endnu et album, faktisk det niende af slagsen. Et album, som ikke byder på så meget nyt, men som dog lever op til forventningerne i en vis grad.
Cradle of Filth har som band altid skilt sig lidt ud fra mange andre i metalgenren, og selvom de ofte er blevet kaldt blackmetal, er det ikke så dækkende en betegnelse for bandets musik. Denne afvigelse fra genren høres blandt andet, og især, i den meget dramatiske, nærmest teatralske, stemning, man finder på bandets udgivelser, og her er Darkly, Darkly, Venus Aversa bestemt ingen undtagelse: Allerede på åbningsnummeret ”The Cult of Venus Aversa” lægges der ud med en form for kammermusik, og en kvinde (som med høj sandsynlighed skal forestille at være denne Venus Aversa) begynder at tale. Lidt senere på nummeret træder frontmand Danni Filth ind med sine karakteristiske horrorskrig, som senere bliver til den mørkere, halvt growlende, halvt snakkende stemme, som også er så kendetegnende for manden. Kvindevokal er ligeledes et element, der ofte er blevet brugt af bandet, bl.a. på den formidable duet ”Nymphetamine Fix” fra albummet Nymphetamine fra 2004, og på førnævnte åbningsnummer fungerer kvindevokalen også fint, på et i øvrigt rigtigt godt nummer.
Stort set alle numrene på Darkly, Darkly, Venus Aversa foregår i et ret højt tempo, på nær den langsommere og ganske smukke ”The Persecution Song”, og Danni Filth har også udtalt, at albummet skulle være bandets hurtigste og mest brutale til dato. Dette kan nok diskuteres, men der i hvert fald fart på albummet, og også mere brutalitet end på forgængeren Godspeed on the Devil’s Thunder, men denne tendens gør dog også, at mange af sangene lyder ens, og derfor ikke er nogle, man lægger mærke til. Dog er der nogle sange, som de to ovennævnte, der gør at albummet hæver sig over det middelmådige, og hertil kan ”Lilith Immaculate” tilføjes. Endnu en gang er der tale om et nummer, hvor kvindevokalen, passer virkelig godt ind i nummeret, et nummer som i det hele taget er rigtigt godt opbygget, meget fængende, og albummets bedste, udover åbningsnummeret.
Cradle of Filth befinder sig på en måde i en genre for sig selv; blackmetal med gotiske, teatralske elementer blandet med storladne klassiske kompositioner, og det klarer de godt, også denne niende gang. Der er ikke sket den store udvikling i bandet, men det er måske også meget godt at holde sig til sin signifikante stil, så længe den ikke bliver for kedelig og forudsigelig hele albummet i gennem. Det er heldigvis ikke tilfældet på Darkly Darkly, Venus Aversa, men det er dog alligevel påfaldende at tænke på, hvor mange albums bandet har i sig endnu, før det bliver en realitet.
