Guitarlir for gamle drenge og fede vovser
Michael Schenker står som ikonet for den klassiske guitarist, der fejrede store triumfer tilbage i firserne med stilsikre hits som ”Cry for the Nations”, ”Are You Ready to Rock”, ”Attack of the Mad Axeman” og ikke mindst det sejt rockende ”Rock Bottom”, der blev skabt helt tilbage i 1979 med bandet UFO på deres debutskive Strangers in the Night. Med lillebror Rudolf Schenker solidt placeret i tyske Scorpions, hvor også Michael slog sine folder i begyndelsen, var karrieren sat for familien Schenker, der op gennem de seneste 30 år har oparbejdet et fornemt ry som nogle af tidens og genrens største rytme og lead-guitarister.
Nu, 30 år efter Michael Schenker gik solo og dannede sin egen gruppe under eget navn, kan man (gen)høre 18 numre, indspillet live i Japan med noget nær den originale besætning fra firserne. Der er Gary Barden på vokal, Neil Murray på bas, Simon Phillips på trommer og Wayne Findlay på henholdsvis ekstra guitar og keyboard. Barden og Phillips var også med i 1980, da Michael Schenker startede sin solokarriere, og koncerten i Japan er således en fornem kavalkade af de gamle helte, med en tyndhåret Michael Schenker i spidsen.
Lad det være sagt med det samme og helt uden tvetydighed: Man skal have været der dengang i firserne, for at synes om en udgivelse af denne art. Og selvom man var der, kan man i dag stadig godt stille spørgsmålstegn ved en udgivelse som denne. Holder numrene distancen, og kan de gamle røvhuller stadig levere varen og nerven? Det første spørgsmål lader sig ikke besvare klart og tydeligt. Det kommer nok lidt an på, hvor fast forankret, man var i tidens trend og hvor meget fan af Michael Schenker, man har været gennem tiden. Personligt ville jeg havde givet min højre arm for at se ham live – dengang – og da jeg endelig så Schenker live for ti år siden var der ikke den samme magi over numrene og den klassiske guitarsolo, Michael Schenker er eksponent for. Det hele virkede en smule anakronistisk, og hvis man forventer eller håber på nyfortolkninger af de gamle numre på denne nye cd, bliver man fælt skuffet. Og så er vi henne ved spørgsmål nummer to. På samtlige numre på jubilæumsskiven bliver arrangementerne præsenteret præcist som dengang, med den gode hovedperson selv i topform. Michael Schenker har aldrig været en særlig hurtig guitarist, men har altid tilstræbt et kompositorisk flot lydbillede. Det var nummeret, riffet og refrænet, der skulle være kvaliteten, og ikke en hysterisk jagen op og ned ad gribbrættet. Det lod han Gary Moore og andre om at stå for, og som sådan har Schenker altid været i en klasse for sig, med en stilsikker kvalitet over sit spil, som burde kunne overleve også frem til 2010. Men ikke desto mindre står de 18 skæringer tilbage som det, de er: En samling anakronistiske stiløvelser fra en svunden tid, hvor nærværet og nerven er til stede i den udstrækning genhøret med de gamle hits, kan få blodet til at rulle i de gamle forbenede årer.
