Legesyg og spraglet garagerock fra Århus
Powersolo har belastet det ganske land med nu i alt fem studiealbums og et hav af koncerter, hvor deres energiske garagerock kommer langt ud over rampen og ud til publikum. Trioen, der nu er blevet til en duo med de to brødre Kim og Bo, er først og fremmest et legesygt og stærkt varieret udspil fra et par overskudsrockere, der ikke har det fjerneste imod at skide diverse konventioner et langt stykke. Der bliver hevet i guitar- og basstrengene, så både Cramps , Creeps og Straycats on acid larmer gevaldigt i kulissen. Men der er også en herlig og sprudlende variation, der spænder over både det ypperste coolness og til snerrende og vrælende antirock.
På albummets 15 skæringer udfordrer powerdrengene ikke kun sig selv, men også deres publikum med humor og overskud og en kraftfuld psychobillyrock, der trækker på lige dele tradition og originalitet.
Der er ikke rigtig nogle af numrene, der skiller sig radikalt ud, men her skal fremhæves ”Acid Orchids”, der også har Celina Ozymandias (El Paso) med som backing vocal. Her er både luft til melodi, en knastør basgang og en syrespade, der er som taget ud af Woodroses univers. Det er ikke mindre end superfedt, som første gang man hørte Disneyland, parret med en sovset omgang Hendrix. ”To Hell” er som taget ud af en crazy omgang Adams Family, tilsat rytme og tråd, og ”I Don’t Want Assistance” er firserpunket på bedste britiske vis. Hele rockshowet ender med det dronende ”I Miss You”, der looper sig selv og albummet ud i en centrifugal afslutning, som understreger den styrke, de to brødre besidder og spiller med.
Der er reminiscenser fra Hola Ghost og Cramps i Powersolo, men de er langt mere alsidige og kåde i deres vanvittige omgang med rockens rudimentære udtryk, og det skal de blive ved med at dyrke. For heri ligger deres berettigelse. Ikke desto mindre vil jeg slutte af med at opfordre alle til at se Powersolo live, for det i sig selv er en oplevelse ud over det sædvanlige. Rock on!
