Drengerøvsmetal i smadderbukser
I november 2011 smed den københavnske kvartet Electric Hellride (EH) deres anden demo på gaden, hvor de med fire solide numre manifesterer sig som et friskt bud på et old-school-thrash-metal-band. Der er ikke noget nyt under solen, og Jacob Bredahl har ikke benyttet lejligheden til at producere nogen ny lyd i hans Dead Rat Studio. Der er fuld klampe på guitarerne, og trommerne veksler mellem tungt drive og et fint fremadsøgende tempo, der aldrig bliver speedy. EH må generelt siges at ligge i den tunge ende, og med Casper på bas og vokal har de en solid, rå lyd, der trækker det hele fint i land.
Ved de første gennemlytninger fik jeg sjældne associationer til ældre firserbands som japanske Loudness, polsk/tyske Mekong Delta og ikke mindst svenske Lion’s Share, som især genkendes på den sidste skæring ”Fighting Alone”, hvor det aggressive går godt i spænd med det melodiøse refræn, der aldrig bliver hverken poppet eller mainstream.
Tilbage står indtrykket af fire solide numre, der indeholder masser af proteiner, og især er jeg imponeret over bandets evne til at variere deres spil. Og det er nok det, de skal vinde krigen på, for der er ved gud mange middelmådige bands, der spiller denne slags metalrock og som aldrig kommer videre end de første par demoer. Men det håber og tror jeg, at EH formår. De har i hvert fald både talentet, viljen og lyden til at holde langt hen ad vejen.
