Når tysmørket griber fat om struben
Greg Dulli er kendt fra flere sammenhænge, især Afghan Wigs og Gutter Twins, og med sin karakteristiske vokal og med sin dybt personlige tilgang til rocken over motown og grunge, skaber han med Dynamite Steps et følelsesmættet og dybt bekymrende udspil.
Der er flere gæsteoptrædener på albummet, som tæller koryfæer som blandt andre åndsfællen Mark Lanegan, der også tumler rundt i rendestenen i Gutter Twins. Og på ”Be Invited” lægger han en mørk baggrund, uden rigtig at træde i karakter, men understøtter elegant og småfarligt Dullis helt særegne, lyse vokal. På ”Waves” bliver der fyret op under kedlerne og rocken sprøjter ind i årene som velkommen heroin på en junkie, for at blive erstattet af en klagesang med piano, cello og en Dulli i topform på ”Get Lucky”.
Det er netop i Dullis imponerende spændvidde, at musikken rigtig folder sig ud og bliver fandenivoldske malerier på en hjemsøgt nethinde. Der er masser af følelser, desperation og en isnende kold gysen i den varmbrusende rock, der er Dullis helt egen, og hvor store følelsers magi bliver parret med en afgrundsdyb forladthed og fravær. Det, er der ikke mange, der kan. Dét kan Greg Dulli.
”Never Seen No Devil” kunne være soundtracket til en moderne western, hvor de alle bliver skudt til sidst, og ”The Beginning Of The End” er netop som den selv proklamerer: Stedet, hvor alting begynder og ender i samme åndedrag.
Twilight Singers eksisterer i skumringsfeltet mellem identitet og opløsning, mellem kontrol og vanvid og mellem det ubeskriveligt smukke og snavs.