Vibeke Falden: Debut

På sin albumdebut bevæger Vibeke Falden sig i et melodiøst mix af electronica og pop. Hun har selv både skrevet, produceret og indspillet albummet. Falden gør hvad hun kan for at adskille sig fra mængden af håbefulde laptop-kunstnere via organiske beats og loops, kreative tekster og en veksling mellem at agere sanger og vel nærmest spoken word-kunstner.

Løjerlig leg med rytmik og lyrik

Danske Vibeke Falden er ikke hvem som helst. Hun har tidligere været en del af Junkyard Productions, og på livefronten har hun erfaringer fra både Danmark og udlandet. På sin albumdebut, Debut, bevæger hun sig i et melodiøst mix af electronica og pop. Hun har selv både skrevet, produceret og indspillet albummet, og det er netop elektronisk musik og sangskrivning, hun studerer på Det Jyske Musikkonservatorium. Falden gør hvad hun kan for at adskille sig fra mængden af håbefulde laptop-kunstnere via organiske beats, kreative tekster og en veksling mellem at agere sanger og vel nærmest spoken word-kunstner. Hun har i dén grad været i sin musikalske værktøjskasse og har derved tilføjet albummet både drømmende, organiske og finurlige elementer.

Vibeke Faldens tekster har jeg svært ved at blive klog på. Det er opfindsomt, men det virker banalt og minimalistisk på f.eks. ”Mit Hus” og ”To Små Skibe”, og jeg nåede i mine mange gennemlytninger aldrig at blive klog på, om banaliteterne skal tages umiddelbart, som de er, eller om de kræver dybere analyse for at kunne forstås. I pressematerialet afsløres det, at Vibeke Faldens tekster enkelte steder indeholder uddrag fra bl.a. Albert Camus’ Den Fremmede og Henry W. Longfellows The Building of the Ship, hvilket vidner om en vis lyrisk mening i Faldens univers, som kræver særligt engagement af lytteren.

På ”Skynd Dig” og ”Dykker Ned” kommer vi nærmere dansevenlig elektro-pop. Fokus fjernes fra løjerlig lyrik, og Faldens glade og melodiske univers foldes i højere grad ud. Mere langsomt og drømmende er det på ”Postordrebrud” og ”Søvnløse Nætter”, hvor hun på sidstnævnte i øvrigt er i klædelig duet med Niels Thorhauge. Tunge beats svømmer ind over disse numre og er med til at give albummet endnu en dimension. Antallet af dimensioner på albummet bliver ikke færre af de mange loops samt blokfløjte- og klokkespilsekvenser, og sammen med de førnævnte skæve tekster, grænser det efter min smag flere steder til at være lidt for meget musikalsk legestue.

Vibeke Faldens debut er udkommet i en dobbeltversion indeholdende to skiver – en på dansk og en på engelsk. Umiddelbart er de stort set identiske, men for mig var der en betydelig forskel i mine oplevelser af de to versioner. Den danske version vækkede både interesse og forundring hos mig, hvad angår teksterne. For mange vil det sikkert give anledning til interessante fortolkninger, men for mig tog det lidt af min opmærksomhed fra helheden. Den engelske version gjorde det for mig til en mere hel oplevelse ved at fjerne min fokus fra lyrikken, og her var Vibeke Falden væsentlig tættere på at imponere mig.

Written By
More from Lars Asmussen
Farven Fornem: DNA
Farven Fornem bevæger sig på DNA ud af mørket, og har begået...
Read More
0 replies on “Vibeke Falden: Debut”