Foo Fighters: Back and Forth – Palads

Om man er fan eller ej, så viser Back and Forth sig hurtigt at have kvaliteter, der langt overstiger den umiddelbare kærlighed til Foo Fighters’ musikalske bagkatalog, med ekstensiv brug af arkivmateriale og et unikt indblik i en musikalsk bevægelse, der tog sit afsæt i Seattle engang i slutfirserne.

Kreativitet, kemi og kanonhårdt arbejde

Et par billetter til dokumentarfilmen Back and Forth om Foo Fighters var ganske heldigt faldet ned i min turban, og uden de store forventninger eller ditto forberedelse, satte jeg mig til at rette med et segment af befolkningen, der med læderjakker, slidte t-shirts og skateboards og fedtet hår skilte sig en anelse ud fra afblegede teenagere med gigantiske popcorn-menuer, og familier fra forstaden i den enormt farvestrålende Palads-bygning.

Om man er fan eller ej, så viser Back and Forth sig hurtigt at have kvaliteter, der langt overstiger den umiddelbare kærlighed til Foo Fighters’ musikalske bagkatalog, med ekstensiv brug af arkivmateriale og et unikt indblik i en musikalsk bevægelse, der tog sit afsæt i Seattle, WA en gang i slut-firserne.

Tilblivelsen af et rock-band

Back and Forth er bygget op, i særdeleshed omkring den karismatiske forsanger og guitarist Dave, men mest af alt omkring skabelsen af Foo Fighters. Filmen har en slags coming of age-karakter, og kommer virkelig ud i de mange smertefulde minder, der har været med til at forme Foo Fighters til det band det er i dag.

Det er en enorm ærlig film, hvor der ikke bliver lagt fingre imellem interne uroligheder, stofmisbrug og kreative uenigheder de mange skiftende bandmedlemmer i mellem. Men det er samtidig også en fortælling om mennesker, der brænder for at beskæftige sig med noget de rent faktisk er enormt gode til, og som igennem nu 16 år og syv albums har holdt sammen på trods af både de mange stridigheder, der hører med, når der er tale om et rock-band af denne kaliber. Der er både opture og nedture og de illustreres godt af portrætinterview, der tager karakter af skriftestol, samt underholdende og intime arkivklip fra fortid og nutid, hjemme og tour.

On the flipside

Filmen rundes af med den harmoniske tilblivelse af Wasting Lights, gruppens syvende album, der udkom i april. Albummet er optaget analogt på bånd i Dave Grohls garage, med bandmedlemmernes børn i swimmingpoolen og hustruerne bænket om grillmad på langbordet ind i mellem øvere og optagelser. Der er ingen tvivl om at bandets konstellation endelig er på plads og at båndet mellem bandmedlemmerne er stærkere end nogensinde.

Det nye album Wasting Light og dokumentaren Back and Forth er begge budbringere om en tilbagevenden til rødderne i teenage-årene i forældrenes garage, og hvad der dengang var med til at starte en musikalsk genre, der stadig holder den dag i dag.

I parentes bemærket

Dokumentaren blev i øvrigt efterfulgt at en koncert med numrene fra det nyeste album, optaget og vist i 3D. Dette var ikke nogen særlig spændende tilføjelse og undertegnede kunne snildt have nøjedes med filmen, da det ærlig talt ikke er voldsomt ophidsende at se en koncert siddende ned uden rigtig at have mulighed for at vise sin begejstring, eller at lægge øre til ordentlig lyd. 3D-bølgen har vist efterhånden grebet lige lovligt om sig.

Dokumentarfilmen Wasting Light udkom på DVD den 6. juni og på Blu-Ray den 13. juni.

More from Christine Hovgaard Jensen
Independent Waves
ROSA, DUP, Musikparlamentet og DFDS Seaways havde valgt at slå pjalterne sammen...
Read More
0 replies on “Foo Fighters: Back and Forth – Palads”