Islandske Agent Fresco starter stille og roligt ud med første sang båret i gang af piano, trommer og bas på “A Long Time Listening”, hvorefter de hurtigt folder sig ud, og trommeslageren viser hvad han kan få ud af sit slagstøj, mens guitaristen gør sit for at skabe genlyd i øregange med bandets progressive islandsk rock.
Trommesolo
Forsangeren Arnór Dan Arnarsons vokal smyger sig klangfuldt om de massive trommer og den distortede guitar – særligt på numrene “Tigerveil” og “Eyes of A Cloudcatcher”, hvor trommekompositionerne virkelig kommer til magt og ære. Desværre for Agent Fresco er lydmanden ikke helt fremme i skoen på vokalmixen, og når bassisten stedvist skifter bassen ud med kontrabassen er det svært at finde bassens brummen.
Både Arnórs vokal og Vignir Rafn Hilmarssons bas drunkner simpelthen i trommernes voldsomme hvirvler. Men bandet har dog fat i sit publikum, og der bliver sunget med på de ørehængende omkvæd, særligt på forreste række, hvor vennerne fra Reykjavik vist har kigget forbi. ”Hello mand, hvor gode kan de være!?” bliver jeg råbt ind i hovedet af en ung skægget fyr ved siden af mig, der fuld af begejstring vælter rundt med armene over hovedet.
Troværdige Temposkift
Koncertens setliste starter ud som bandets EP, men skifter så over til nyere sange fra albummet, hvor der veksles mellem melodiske toner og en dybfølt vokal til stedvis fuld hammer på metalspaden. Der opstår en god dynamik i denne vekslen mellem et mere folket eller poppet udtryk, hvor Arnórs stemme skiftevis hvisler mellem og troner over instrumenternes krydsninger. Temposkiftene i de forskellige skæringer og variationen på setlisten er god og giver publikum hvad de vil have. Der er lidt både for metalhovedet og blomsterbarnet i én. Sine steder bliver trommerne dog en anelse for dominerende, men dette kan nok igen tilskrives den til tider lave vokal. Nogle gange kan Arnórs vokal heller ikke helt bære de tunge og voldsomme kompositioner og forsvinder lidt i agressiv guitar-rifs.
Ikke helt episk
Men på “Tigerveil” samles alle trådene og den distortede guitar spiller os labyrintiske puds og nakken bliver sat på prøve, nårdet vildt flettede lydtæppe omslutter os alle og trommerne banker og i brystet. ”Thank you for being a part of my dream”, takker Arnór, og dedikerer den sidste sang til sin afdøde far og publikum rykker tættere på scenen, hvor Arnór står helt ude hos os, mens vi alle synger med på ”we are, we are, always by your side”, som vi alle kan synge med på, uanset om vi tidligere har hørt sangen eller ej.
Bandet blev præsenteret som ”Epic Icelandic Rock”, men på trods af undertegnedes umiddelbare begejstring og bekendthed med bandet, er overbevisningen ikke total. Den dårlige lyd, og vokalen, der til tider ikke kan bære de tunge arrangementer trækker en ellers flot rock-oplevelse en anelse ned. Bandet har nogle enormt dygtige musikere, og det kan høres, at de har styr på deres instrumenter, og er utrolig sammenspillet og flydende i deres kompositioner, men der mangle det sidste.
Men på trods af problemerne i starten, så får bandet samlet op på det til slut. På de sidste tre skæringer er publikum helt med og synger begejstret med på omkvæd med klappende og rockende arme i vejret. Her lugter der til slut af noget ægte episk.
