På trods af at eftermiddagssolens stråler hist og her kigger ind under Arenas teltdug glemmer publikum hurtigt tidspunktet på dagen og hengiver sig til Conor Oberst flabede vokal og veloplagte band.
Indbegrebet af cool
Bandet entrerer scenen fuld af coolness, næsten alle mand og ene kvinde iklædt mørke solbriller mens de finder deres pladser på to gange trommer, to gange guitar og to gange keys foruden Conor Oberst på vokal, trompeten og alle de rytmiske slagtøj de ellers har kunne slæbe med på scenen. Der er fra start godt gang i rytmebutikken, med dynamiske trommer, trompetsoloer og harpelignende instrumenter. Hvis man regnede med at slumre lidt på tæppet uden for Arena, så finder man hurtigt ud af, at der her står et yderst kompetent og veloplagt band, der er klar til og rocke og rulle søvnen ud af øjenkrogen på publikum.
Her er ingen skønsang, men en hærget, men dog kontrolleret vokal i front, som Conor Oberst vrider, mens han gestikulerer og bruger sin krop til at understrege pointerne i sine tekster.
Conor Obersts tekster er hverdagsfortællinger fra en ung og engageret singer-songwriter med spindsfindige iagtagelser og en stor lyst til at videregive dem. Der er en tiltalende umiddelbarhed over ham, og bandets tilbagelænede og übercool attitude bakker ham flot op.
”Goodmorning Roskilde!”
Særligt de to trommesæt er imponerende med to exceptionelt velspillende trommeslagere, der på settets første og sidste sange til tider spiller fuldstændig synkront. Trommerne får derfor en meget bred og dyb flade og lægger en flot basis for den legefulde trompet og den skrattende guitar i Conor Oberst hænder. Til tider fører trompeten os til vindblæste mexicanske sletter, og giver mindelser om Ennio Morricones berømmede numre. På andre numre er den kælen og jazzet og med til at skabe en lummer sengekammer stemning. Den lumre stemning understreges af Conor Oberst, der byder velkommen indenfor i Arena, ”Hey! It’s so nice to eat breakfast with your guys. I hope you have a lot of nasty casual sex on this festival!”
Rock’ende pantsamler
Og publikum er med fra start til slut og rocker med på de overraskende kompositioner, hvor bandet leger tagfat med os og snyder os til at tro, at sangen er slut for blot at sætte fuld hammer på trommer og guitar, så det river frydefuldt i trommehinderne. Selv en enkelt pantsamler standser lidt benovet op, og ser op mod scenen mens han stille rokker fra side til side med pantposen i et fast greb. Der er smæk for skillingen og undertegnede bliver med et svuptag dedikeret fan af den lapsede forsanger i cottoncoat og mørke briller, der charmerer med larmende akustisk guitar og en flabet vokal, der leger kispus med publikum.
Bright Eyes er en udsøgt fornøjelse og Conor Oberst er en ung mand, hvis udvikling ikke stopper her, men fortsætter ufortrødent. Personligt vil jeg glæde mig som et lille barn juleaften, til at høre, hvad han ellers har at byde på fremtiden.
