Der er et lidt spredt fremmøde, og flere udnytter da også blot muligheden for gennemgang til Madhallen foran den nye intime scene. Men da først den amerikanske konstellation Tu Fawning har indtaget scenen begynder der efterhånden at blive godt fyldt.
Energisk stakato
I front står en pudsig lille lyshåret alf, der med en let skinger vokal vækker alle af søndagsslummeren. Der er blæs på march-trommen og gang i den distortede cirkus-lyd. Først er det en anelse svært at finde sig tilpas med det musikalske sammenkog på scenen. Det stikker lidt i alle retninger og der er tilsyneladende mange inspirationskilder for det unge band, der består af Corrina Repp og Joe Haege, der også hver især har lidt forskellige udgangspunkter i både folk og indie-rock Men på trods af det kantede og lidt skizofrene indtryk, så er der dog en vis charme ved roderiet. Særligt trompeten bryder gennem aggressiv guitar, høje flerstemmige vokaler og insisterende trommer og rytmeæg, og giver en rød og behagelig tråd gennem miskmasket.
Lidt for stiv arm
Undervejs er der desuden nogle problemer med instrumenter. Guitarpedalerne er pludselig udeltagende. Men det tager bandet i stiv arm og underholder med tør humor mens problemet bliver løst og publikum griner velvilligt med på Corrina Repps vittige indslag. Generelt lader bandet til at befinde sig ret så godt på den nyest tilkomne scene på Roskilde, der tegner en mere alternativ musikstil end de andre ældre scener. Og det er i sandhed også et eksperimenterende band der svinger trommestikkerne i stive bevægelser og kaster sig hid og did i deres legesyge musikalske univers. Hvor det til tider stritter imod og er mudret, er det andre gange tiltagende magisk og overrasker med pludselige temposkift og en masse overskud.
Spændende…
… som i anderledes. Det er et interessant projekt de to musikere har gang i, og der er masser af vilje til at skabe musikalsk eksotiske oplevelser. Men det lugter simpelthen for meget af en omgang jam session med en masse musikere, der har drukket lidt for meget redbull og slår lidt for hurtigt på trommer. Ærlig talt når det bare aldrig rigtig at blive virkeligt medrivende.