Som at spise blodpølse uden blod
De britiske søstre, Charley og Hattie webb, har sikkert vundet en masse talentkonkurrencer, da de var små piger. De er kønne, de synger guddommeligt, de mestrer folkemusikkens instrumentering til fingerspidserne, blandt andet på en forførende flot harpe, og de har turneret med Leonard Cohen som fast backing vocals. Men her holder de rosende ord også op for mit vedkommende. For mage til overproduceret og kedelig filmmusik skal man lede længe efter. Det er 13 numre, overhældt med dyr vellyd, der piller al nærvær og folklore ud af sange, som faktisk kunne være ægte, autentiske traditionals med masser af sjæl og stemning. Det er der bare ikke meget af, når de to søstre forsøger at skabe stemningen ved at skrue op for patos og deres strømlinede og radiovenlige melodier.
De lyder i mistænkelig grad som deres irske naboer fra The Corrs, og det er absolut ikke positivt ment. Man sidder tilbage med en følelse af, at der er rigtig meget talent i disse to sangere, musikere og komponister, men at talentet bliver ødslet på halvhjertede og overfladiske sange som dem, Savages består af.
Det er faktisk rigtig synd, for der er tilløb til mange spændende ting, og på ”Words That Mobilise” får man nærmest en Kate Bush-agtig stemning i vokalarbejdet og en spændende melodi. Men på det efterfølgende titelnummer går der fuldstændig Fleetwood Mac i den, og der foretrækker jeg originalen, tak.
En smule personlig fylde får den lille a cappella-sang ”Dark Sky”, der minder lidt om Miranda Sex Gardens debutalbum, men straks efter punkteres den skrøbelige atmosfære af et rent ud sagt forfærdeligt nærmest countryagtigt radiohit af værste skuffe med ”Burn”.
Der er simpelthen for store udfald i kvaliteterne på de to søstres album, til at man forbliver interesseret i deres dybt professionelle og kompetente stiløvelser. Det er kun, når musikken bliver skrællet for alt det overflødige fråds, at det bliver momentant interessant som eksempelvis på ”Amelie’s Smile”, der er en smuk, lille sang, men som drukner i staffage og overflødigt fedt.
Trænger du til at få masseret dine ører med velklingende og veludført folk, er The Webb Sisters et sikkert sted at begive sig hen. Men søger du den autentiske og ægte folk er der et væld af andre mere interessante udøvere af denne ædle kunst. Jeg kan pege på de gamle travere i Clannads som er et langt bedre bud på den mere radiovenlige folkmusik, men med rødderne langt mere funderet i den ægte vare.