Med fire nye sange, fire genindspilninger af gamle numre, et covernummer og fjorten liveindspilninger af numre fra hele karrieren fejrer Pro-Pain sine 20 år i gamet. Bandet blev dannet af sanger og bassist Gery Meskill og trommeslager Dan Richardson (begge ex-Crumpsuckers) tilbage i 1991 og var sammen med Biohazard og Sick Of It All en dominerende del af den nye hardcore, der kom ud af New York i den periode. Pro-Pain var det af de tre bands, der havde sværest ved at bryde rigtigt igennem, hvilket muligvis skyldtes deres brutale mix af hardcore, metal og rap. Ikke desto mindre har de udgivet albums i en lind strøm, og været en stor inspirationskilde for bands i New York.
Lytter man til musikken fra dengang, så yder lyden ikke længere materialet retfærdighed. Derfor var forventningerne til de fire genindspilninger også store – og de skuffer ikke. Min indgang til Pro-Pain var i sin tid ”Pound For Pound” fra Foul Taste of Freedom (1992), men desværre har bandet vendt det nummer ryggen, og det er hverken genindspillet eller med på livedelen af nærværende album. Fra debuten er det i stedet titelnummeret, der har fået en kærlig og tiltrængt hånd. De øvrige tre genindspilninger er ”Make War” (The Truth Hurts, 1994), ”Denial” (The Truth Hurts, 1994) og ”Shine” (Contents Under Pressure, 1996). For alle numrene gælder det, at lyden er blevet markant bedre, og at de har fået tilført en helt ny power, der i den grad klæder dem. De er en gave til gamle fans, og med på numrene er de gamle medlemmer JC Dwyer, Eric Klinger og Rob Moschetti.
Albummet åbner med de fire nye numre. Der er ikke meget nyt at spore i ”Damnation”, der har samme metalliske lyd som bandet havde på deres seneste album, Absolute Power (2010). ”True Liberation” er klassisk Pro-Pain, og nummeret kunne have været at finde på de fleste af bagkatalogets albums. ”Hands in the Jar” har noget thrashet over sig – en stil Pro-Pain ofte har flirtet med. Det samme gør sig gældende for, ”Someday Bloody Someday”, der dog har et en ikke særlig god og meget poppet midtersektion. På alle numrene snerrer Meskil selvfølgelig som altid, og uden at numrene kan hamle op med det bedste bandet har lavet, så viser de, at 20 Years of Hardcore ikke skal tolkes som en afsked.
Jeg har aldrig været den store fan af live-albums, og selvom Pro-Pain viser et fint niveau på liveindspilningerne, så havde albummet fungeret som en bedre hyldest af bandets tyve år, hvis livedelen var blevet skiftet ud med b-sider og andre sjældenheder. Hvis Pro-Pain overhovedet ligger inde med optagelser af den slags i en vis kvalitet. Kvaliteten af liveindspilningerne er udmærket, og fans vil kunne glæde sig over, at mange af numrene er nye i forhold til livealbummet Road Rage (1999). Dengang fungerede ”Pound For Pound” i øvrigt som afslutter.
Albummet kommer med en dvd, som jeg ikke har haft mulighed for at se og dermed vurdere.
Siden debuten udkom tilbage i 1992 har Pro-Pain udgivet tolv studiealbums, et coveralbum, et livealbum, samt to opsamlinger og haft et hav af ændringer i lineuppet, der betyder, at det nu kun er Gery Meskill, der er tilbage fra den oprindelige besætning. Med sin brutale vokal har han da også altid været bandets krumtap og det er nok de færreste, der savner de tidligere medlemmer. 20 Years of Hardcore er et tydeligt bevis på, at Meskill formår at holde liv i det gamle band, og han er helt sikkert ikke færdig med at sætte sit fingeraftryk på genren.
Den 31. oktober udgiver Sick Of It All et album bestående af 20 genindspilninger. Det har allerede snurret et par gange, og der er virkelig noget at glæde sig til!