Mariachi El Bronx begejstrer endnu en gang
Punk outfittet The Bronx mente det seriøst da de i 2009 udgav deres debutalbum under navnet Mariachi El Bronx. Den snerrende punk var blevet lagt på hylden og bandet fremstod i stedet som et mariachiband med mexicansk blod i årerne. Nu er de klar med album nummer to, og endnu engang bliver man budt op til dans i form af tolv sange indeholdende lige dele glæde og tragedie.
“With four different lovers and 48 roses, I need a confessional that never closes / So save some forgiveness for me, I am blinded by love can’t think clearly,” lyder det på åbningsnummeret “48 Roses”. Scenen er sat og ikke et sekund lyder instrumenter som vihuela og guitarrón forkerte i hænderne på amerikanerne, der i 2007 indlemmede Vincent Hidalgo – søn af David Hidalgo (Los Lobos) – i gruppen. Hidalgo har uden tvivl haft stor indflydelse på den retning bandet har taget, som har betydet, at der rent rent musikalt er tale om et helt andet band end det der blev dannet i Los Angeles tilbage i 2002 .
Man finder ingen referencer til den punkmusik Bronx tidligere spillede. Den store hornsektion, de mange strengeinstrumenter og Matt Caughthrans følelsesladede vokal skal tages hundrede procent alvorligt. Det er ikke en gimmick, og musikken ligger langt fra de mexikansk punkede intermezzoer et band som NOFX har inkorporeret i deres musik. Hos NOFX sker det med et smil på læben, hos Mariachi El Bronx bliver stilen taget alvorligt, hvad enten det er på det up-tempo festnummer ”48 Roses”, den catchy ”Revolution Girl”, balladerne ”Fallen” og ”Everything Dies” eller den instrumentale ”Mariachi El Bronx”, hvor bandet har selskab af mariachi-ensemblet Reina de Los Angeles.
Det eneste, der vidner om, at Mariachi El Bronx er et amerikansk band er forsanger Matt Caughthrans vokal. Han forsøger ikke at lyde mere mexicansk end han er, og selvom det kunne være interessant at høre sangene på spansk, så er Caughthran et af bandets største aktiver. Hvad enten der lægges op til fest eller det er melankolien, der skal have overtaget, så har Caughthran stemmen til at følge sangen og stemningen til dørs. På forunderlig vis med stort set samme stemmeføring hele vejen igennem.
Mariachi El Bronx’ andet album overgår lige netop deres to år gamle debut, og man savner ikke længere det gamle punkband The Bronx. Lad andre om at spille punk, så tager Caughthran, Hidalgo og resten af bandet sig af mariachien.
