”Portamento” starter med et brag og Jonny Pierces vokal knalder ud igennem højtalerne, mens bløde basgange, underliggende synth-tråde og en vedvarende blød percussion ligger som en blød behagelig bund under hans stemme.
Selvom teksterne, bl.a. på intronummeret ”Book of Revelations”, har en religiøs reference til det gamle testamente og vokalen holder fast på ”I wanna believe”, så er tonen aldrig rigtig truende. Der er en blød sorgløshed, som en uendelig sommer, hvor solen skinner fra en himmel der altid er blå. Selvom det påstås at bandet har bevæget sig væk fra de eskapistiske fantasier, så er det ikke helt tilfældet. Også anden skæring “Days” flyder ubesværet af sted, og efterlader ikke dybe spor i sandet.
Beach-poppen er ikke til at tage fejl af, og også på dette album er de upbeat og legende lette sange at finde. Men der er en udvikling i lyrikken, der tegner mere introverte cirkler. Selvom de tolv skæringer ofte handler om tabt kærlighed og religiøse kvababbelser afspejler instrumentalsiden med de upbeat kompositioner dog ikke altid dette. Dette er fx tilfældet på ”Hard to Love” der har så bløde behagelige toner, at det ærlig talt er lidt svært at tro på svær kærlighed. Det tilsvarende er problemet på den efterfølgende ”I Don’t Know How to Love”.
På trods af hvad der ellers i de sort-romantiske firsere virkede godt til at understrege melankoli og weltschmerz i form af syntheziseren, så er det umiddelbart kun på få numre den virkelig udfylder den rolle på albummet. ”Searching for Heaven” er et af dem. En lidt nøgen housed synth følger en klagende vokal fra Pierce, der får lov til at stå noget mere alene og udsat end ellers. Også på ”If He Likes It, Then Let Him Do It”, der ligger mere i Soft Cell med meget mere udnyttelse af vokalen til fraseringer og med mere dybde og mørke. Men indimellem disse to ligger ”Please Don’t Leave”, hvor vi er tilbage til brise i håret og sandkorn mellem tæerne.
Det bliver lidt svært at bedømme og give en karakter til Portamento fordi det i mine øjne ikke hænger sammen som helstøbt album. Hver enkelt sang er flot stykket sammen og har ofte stort potentiale.
Fornøjelsen er lidt blandet undervejs. På den ene side er der fantastisk mange flotte numre og jeg er ganske tosset med både Jonny Pierces vokal og tekster og de upbeat melodier, der minder mig om sommer og sorgløshed. Men albummet er simpelthen så fragmenteret med på den ene side inderlig, nærmest autobiografisk lyrik lagt op af enten næsten eklektisk smilende melodier eller tomme nøgne synth-orgier.
Albummets endelige udformning afspejler måske mest af alt bandets impulsive og irregulære skabelsesproces, hvor de simpelthen til tider bare sidder og hygge-indspiller i Pierces køkken og i øvrigt indspiller over en relativ kort periode. Det er klart et album der kommer til at spille ud af mine højtalere, men det er ikke et jeg vil sidde og fortabe mig i mens jeg spiller det igennem fra ende til anden.
