Surf, Bond and Roc’n’roll
En noget ramponeret lejlighed på Vesterbro er rammerne for en længere snak med danske SPEkTR omkring udgivelsen af Personetics, som er deres andet album. Personetics er opfølger på B/W vs. Technicolor fra 2008, som indvarslede noget ganske originalt på den danske musikscene. Med fødderne solidt plantet i en filmisk, instrumental surfrock, der trækker på en masse inspirationskilder fra Morricone til Dick Dale, holder SPEkTR først og fremmest et uhørt højt ambitionsniveau, der kræver noget af sin lytter. Men lader man sig først indfange af Manoj Ramdas’ prægnante guitarsound med twang og rumklang, godt suppleret af det øvrige band med masser af progressive og episke forløb, der vildvokser sig fra den kreative muld, SPEkTR besidder, er der tonsvis af guld at hente. Det kræver en indsats at lytte til SPEkTR, ikke fordi musikken i sig selv stiller høje krav, men fordi projektet omkring kvartetten er så omfattende og gennemarbejdet, at man ikke kan nøjes med at downloade en enkelt sekvens på sin iPhone. Ramdas og hans tropper bombarderer lytteren med skæringer, der i udgangspunktet står alene, men som filtrerer sig ind i hinanden, efterhånden som den ene sekvens glider over i den anden. På den måde er der også et slægtskab med Steve Wilsons Porcupine Tree, hvor selv pausen, hvor man vender vinylpladen på grammofonspilleren, er indtænkt i kompositionerne. Intet er tilfældigt.
Manoj Ramdas er for de fleste kendt fra hans baggrund som guitarist i henholdsvis The Raveonettes, A Kid Hereafter og senest i Sort Sol, hvor han har suppleret med sin karakteristiske måde at håndtere en elektrisk spade. Men denne vinteraften er den slanke fyr med Clark Gable-skægget og indiske aner flankeret af Julie Runa på keyboard og Henrik Madsen på bas, som hver især udgør en stor del af det input, som manifesterer sig på det kommende album. For selvom det står tydeligt i løbet af samtalen, at Ramdas er ankermanden i bandet, er det lige så tydeligt, at Spektr først og fremmest er et velfungerende og velsmurt kollektiv, hvor samarbejde og idérigdom er nøgleord. Oprindeligt startede historien dog et helt andet sted.
Manoj: Bandet så første gang dagens lys, da jeg kom hjem fra Los Angeles efter to år – det var i ’99 – og da begyndte vi i 2000 i det, som dengang hed S.P.E.C.T.R.E, men med nogle helt andre medlemmer, blandt andre to amerikanere og nogle folk fra København. Vi lavede den første ep, som hed The Microfilm Album, som var meget anderledes, meget mere trashet, garaget, metal blandet med surfguitar. Det var den første idé, noget metal, rock med surf og filmiske tendenser. I 2003 gik jeg i gang med at lave plade nummer 2, som også var den første reelle plade, B/W vs. Technicolor, hvor jeg også mødte Henrik. Vi var på tour med Louis Fontaine, og da vi manglede en bassist på det tidspunkt, spurgte jeg Henrik, om han havde lyst til at spille med, og så gik vi ellers bare i gang med at indspille den plade. Det tog fire år, for jeg var samtidig på tour med Raveonettes. Det var nærmest umuligt at indspille, når jeg var på tour i seks måneder og så i studiet i en uge og så af sted i seks måneder igen. Så det blev en meget splittet affære. Da jeg endelig stoppede i Raveonettes i 2006, gik vi i gang med at koncentrere os om SPEkTR. Når vi spillede live i starten, var folk egentlig bare forvirrede, for numrene stak for meget i hver sin retning, det var for diffust. Måske var der også mange Raveonettes-fans, der tog ind for at se ham Manoj, og så tænkte de, ”hvad fanden er det her?”, for det stak jo i en helt anden retning, end de måske forventede. Var det ikke også der, du kom med i bandet, i 2006?, spørger Manoj til Julie Runa på den anden side af bordet. Julie har ved siden af SPEkTR sit eget projekt, ROXY JULES, hvor også Manoj spiller, men hun præciserer, at det var senere, i 2008, lige da ”B/W” var udkommet, at hun trådte ind i bandet.
Manoj: Det var dig og Ida [Ida Rud, red.], som kom med på keyboards på den tour.
Julie: Ja, men vi var ikke med til at indspille selve pladen, vi startede først, da touren begyndte.
Manoj: Det lineup, vi har nu, har trods alt holdt de seneste fire år, og Karsten [Karsten Garner på trommer, red.] har endda været med siden 2006.
Diskant: Hvorfor holder I sammen nu, til forskel fra tidligere?
Henrik: Vi fem tænder på den slags musik, vi laver. Det er nok bare det. Dengang det var mere metal, var der nogle, der ville være med, og da det hele blev mere elektronisk, sprang de fra, og nogle nye ville nu være med.
Manoj: Vi er kernen, vi består af fem mennesker, der synes det er rigtig sjovt at spille denne musik, og vi ved, at vi aldrig kommer til at tjene penge på det.
Den sidste afsluttende bemærkning bliver leveret med et stort smil, men også ud fra en sikker forvisning om, at det forhold netop afspejler den dedikation og integritet, der modsvarer bandets ambitionsniveau og målsætninger.
Diskant: Kan du huske selve udgangspunktet for bandet?
Manoj: Ja, helt bestemt! Jeg havde som sagt boet i LA i to år og ville hjem, da jeg ikke kunne holde ud at bo i byen længere. Jeg ville hjem og lave noget instrumentalt, jeg drømte om at lave et James Bond-coverband. Fuldstændig latterligt, men det var min første idé. Men intentionen var, at jeg ville skrive instrumentalmusik. Jeg har ikke inspirationen til at skrive de store popsange.
Diskant: Der er da maser af pop i jeres musik i den forstand, at der er masser af catchy refræns?
Manoj: Det er sjovt, for vi oplever faktisk nogle gange, at nogen kommer op til os og siger, at hvis vi mangler en sanger, så vil de gerne – altså, musikken er ikke lavet med henblik på at give plads til en sanger, det har aldrig været meningen.
Diskant: Hvordan har LA været som inspirationskilde?
Manoj: Der er ingen tvivl om, at den traditionelle californiske surf har inspireret, og vores musik bygger jo også meget på idéen om et soundtrack, som mange forbinder med noget amerikansk, men faktisk er vi inspireret af mange forskellige nationaliteter. Lige fra brasilianske kunstnere til Vangelis, du ved, ham der har skrevet musikken til Blade Runner, og også den der mere kolde musik fra film som Total Recall.
Henrik: Der er også meget Ennio Morricone i vores kompositioner.
Manoj: Der er også mange der sammenligner vores første album med Barry Adamsons Moss Side Story, og jeg kan klart se referencerne, men samtidig er det også nederen, for hans plade er indspillet meget dødt i klangen.
Diskant: Er der en kontinuitet, en plan om et forløb i jeres tanker, når I skaber de enkelte numre, eller er de selvstændige enheder, der ikke nødvendigvis hænger sammen i en større, sammenhængene fortælling?
Henrik: Den nye plade er mere strømlinet end den forrige, men numrene står isolerede, de er ikke skrevet ind i en større sammenhæng. Når vi står og spiller, ser jeg heller ikke nogen billeder, det er mere nogle stemninger. Selvfølgelig håber jeg, at numrene hænger sammen, men de er ikke skabt ud fra en kontinuerlig handling, de står helt alene.
Julie: Musikken fungerer måske som underlægningsmusik inde i folks hoveder, hvor de selv kan skabe deres egne handlingsforløb og få de enkelte numre til at hænge sammen i deres egen fortælling. Det er stemninger, vi gerne vil give videre til folk, og så kan de selv skabe deres egne billeder.
Diskant: I fik rigtig mange og flotte anmeldelser af B/W vs. Technicolor. Kom det bag på jer?
Manoj: Vi fik rigtig mange flotte reaktioner på blogs, som nok i en hvis udstrækning kom fra mit amerikanske netværk. For mange af de store medier herhjemme har fuldstændig ignoreret os. [Gaffa har dog bragt flotte anmeldelser af både det tidligere album og en koncertoptræden, red.]. Og det er da irriterende, for man ved ikke helt hvorfor. Vi har også diskuteret, hvad fanden vi skal stille op med den nye plade, men vi er nok blevet mere klar over, hvad SPEkTR egentlig er for en størrelse. Derfor har vi også planlagt en række koncerter i biografer, på Cinemateket og på Hovedbiblioteket i forbindelse med releasen. Måske er SPEkTR også en anden størrelse, der også egner sig til et sted, hvor folk sidder med et glas rødvin.
Julie: Måske egner det sig til begge steder, men det er sjovt at prøve begge dele. Og det er også det, vi har planlagt til den kommende tour, at vi skal spille lige dele på rockklubber og på biblioteker og biografer. Det bliver helt vildt spændende at spille på begge type scener.
Manoj: Vi har også vundet en pris for den bedste musikvideo, eller rettere en musikfilm, som blev lavet af en animator til et nummer, der hedder ”Things that go bump in the night” [fra albummet B/W vs. Technicolor, red.]. Den vandt tre priser ved forskellige filmfestivaler, en i Canada, en i Frankrig og en i Århus, og det gav virkelig megen omtale, og der var rigtig mange filmfolk, der syntes, vi var et fedt band. Det sjove var, at filmen var lavet til vores musik, og ikke omvendt! Vores problem med B/W-albummet var også – og det er ingen dårlig undskyldning – at den kom på det værst tænkelige tidspunkt, hvor musiksalget nærmest var gået i stå. Der var næsten ingen omtale, ingen der gad distribuere albummet eller forhandle det.
Julie: Forhåbentlig er det ved at vende lidt nu, når den næste kommer. I hvert fald er vinylmarkedet kommet lidt op at stå igen.
Diskant: I laver den næste som et syvtommers vinylboxsæt. Hvad er jeres tanker bag en sådan gimmick? Hvordan tror I folk vil modtage et boxsæt, som består af tre singler, der oven i købet skal spilles med forskellig hastighed?
Henrik: Det er ikke kun en gimmick. Ren æstetisk kan jeg godt lide at have singlen, men det er også spændende at producere noget meget futuristisk musik på en vinylsingle, hvor nogle af siderne kører på 33 omdrejninger. Samtidig er det enormt rart at have det på den måde, også at man skal skifte hastighed, for det indbyder til den fordybelse, der tit ikke er der, når folk sidder med hver deres iPhone og iPod, og man kun hører halve sange hele tiden. I stedet for før i tiden – og jeg ved godt, jeg lyder gammeldags – hvor man satte sig ned og lyttede til en plade sammen med vennerne, og når den ene side var færdig, vendte man pladen om og hørte den anden side. Der er en fordybelse i, at man skal gøre noget for at høre musikken, det kræver en indsats, at man vil sætte sig ned og høre lige præcist dette nummer. Der er et arbejdsritual ved det, som jeg godt kan lide.
Manoj: Jeg er i princippet ligeglad med, hvordan jeg hører musik, men der er noget ved vinyllyden, jeg godt kan lide, det virker mere rigtigt, men jeg har aldrig været vinylfanatiker. Hvis musikken er fed, er jeg næsten ligeglad med, hvilket format det er i – bare jeg har det og kan høre det. Men da jeg sad og hørte de første testpres på vinyl med de nye numre, sagde jeg højt, ”det er sådan her, det skal lyde”. Ved at lave det på vinyl som singler, får man også musikken i små bidder, i stedet for som et stort, komplekst værk.
Henrik: Min baggrund er egentlig klassisk guitarspil, og jeg har tidligere spillet i mere traditionelle rockbands, men det jeg godt kan lide ved at spille i SPEkTR er, at det låner rockens lyd med surf og twang, og så låner det nogle storladne ting fra filmmusikken, og så låner det noget helt kompositionsteknisk fra klassisk musik, som jeg altid har været meget fascineret af. I SPEkTR er det hele ligesom samlet i ét.
Samtalen fortsatte en rum tid, men tilbage står indtrykket af et band med en skarp profil og en klart formuleret målsætning om at spille noget musik, der ’tænder’ folk. Samtidig med, at man under ingen omstændigheder vil give køb på kvaliteten og det erklærede mål: at spille noget superfed musik, der begejstrer lytterne.
